OB får hybridbane fra næste sæson
OB vil til sommer skifte naturgræsset ud med en hybridbane, der er en blanding af kunst- og naturgræs.
OB’s superligahold kan se frem til at spille på en bedre hjemmebane fra den kommende sæson.
Således vil klubben til sommer skifte naturgræsset ud med en hybridbane, der er en blanding af kunst- og naturgræs.
Det afslørede OB’s bestyrelsesformand, Niels Thorborg, over for spillertruppen ved lørdagens træning, skriver fyens.dk.
Ifølge avisen skabte det jubel blandt spillerne, der så sent som i den forgangne weekend i hjemmekampen mod Brøndby havde svært ved at stå fast på græsset.
- Det kan jo ikke passe, at vi har hurtige spillere, som ikke kan drage fordel af deres hurtighed på vort eget stadion, siger Niels Thorborg til fyens.dk.
Arbejdet med banen sættes i gang, når den nuværende sæson er afsluttet ved udgangen af foråret.
OB vil muligvis bede om ikke at få hjemmekampe i begyndelsen af efteråret 2023, så man har mere tid at løbe på for at få banen klar.
Blandt andet FC København og Brøndby har allerede hybridbane i Superligaen.
OB er efter en svær sæsonstart nu blandt ligaens mest formstærke hold. Før årets sidste kamp ude mod Horsens søndag ligger OB på femtepladsen med 23 point for 16 kampe.
/ritzau/