Fortsæt til indhold
Fodbold

Choksejr i Silkeborg, festfyrværkeri i Horsens og sene mål i Aarhus

Få alle højdepunkter fra Superliga-runden her.

Silkeborg IF - Lyngby BK 0-2

Hjemmeholdet nåede op på 27 kampe inden for fire måneder, hvilket kunne ses i lørdagens opgør mod gæsterne fra Lyngby BK. Her var energien forsvundet fra Silkeborg IF’s vanligt hurtige spil på jorden, mens Lyngby BK spillede sæsonens bedste kamp. Væk var de personlige fejl, som så mange gange før har kostet point, og i stedet var skarpheden fundet frem. Derfor var det ikke ufortjent, da Superligaens 12. plads efter 90 minutter kunne juble over sæsonens første sejr efter 17 runder. Værd at bemærke var højreback Kasper Jørgensen, der tegnede sig for sin fjerde scoring i sæsonen.

AC Horsens - OB 3-3

Der var mødt en hel del OB-fans op til udekampen i Horsens – og med god grund, for de skulle få sig et sandt festfyrværkeri af en kamp. Hurtigt fik de noget at juble over, da udeholdet fik bragte sig foran både 1-0 og 2-0. AC Horsens kom dog lige så tjept igen og nåede både at reducere og udligne i første halvleg. OB var inden kampen ubesejret i de seneste otte opgør, men det var alligevel Horsens, der bragte sig foran 3-2, inden de striwede udlignede til slutresultatet 3-3.

AGF - FC København 0-2

AGF havde inviteret byens studerende på bold og fadøl, men det blev en lunken fornøjelse for de godt 17.000 fremmødte hjemmefans. Hjemmeholdet har i løbet af efteråret mistet pusten og virker som et hold, der godt kunne trænge til en vinterpause. I kampens første halvleg var der ikke meget at skrive hjem om, og de to hold gik til pause med samme cifre, som kampen startede ud med. Langt ind i anden halvleg, lignede det fortsat en nullert, men så satte FCK fart over feltet med to sene scoringer til slutresultatet 0-2. Løverne er nu oppe på syv kampe i Superligaen uden nederlag og må gå på vinterferie med en god fornemmelse.

Brøndby IF - Viborg FF 0-2

Henholdsvis 9 og 10 ligakampe som ubesejret var udgangspunktet inden formstærke Brøndby IF og udeholdet Viborg FF tørnede sammen søndag. Det var dog udeholdet fra Viborg, der nok engang endte med at imponere mest. Forrest gik som så ofte før den hollandske duo Jay-Roy Grot og Clint Leemans, der med en scoring hver sikrede endnu en sejr til Viborg, der overvintrer på andenpladsen i rækken lige efter FC Nordsjælland. Eneste bet er, at den succesfulde sportsdirektør Jesper Fredberg ifølge flere medier er på vej til at skifte dansk fodbold ud med belgisk i RSC Anderlecht.

FC Nordsjælland - AAB 5-1

Superligaens top mod AaB under nedrykningsstregen. Mange havde næppe set den komme, men det er alligevel status efter 17. runder spillet af indeværende Superligasæson. Og i søndagens brag på Right To Dream Park var der forskel på de to hold, men ind ville bolden ikke for hjemmeholdet i 1. halvleg. I hvert fald ikke lige indtil en af klubbens stortalenter Rocco Ascone sendte Nordsjælland i front kort før pausefløjt. Senere gjorde Andreas Schjelderup det til 2-0, inden der gik målbonanza i den, før holdene stoppede ved slutresultatet 5-1.