Fortsæt til indhold
Fodbold

United-manager vrager Ronaldo, efter han gik sin vej

Erik ten Hag har fravalgt Cristiano Ronaldo efter portugiserens demonstration onsdag aften.

/ritzau/

Cristiano Ronaldo kommer ikke med i Manchester Uniteds kamptrup til storkampen mod Chelsea i Premier League på lørdag.

Det skriver klubben i en kortfattet meddelelse på sin hjemmeside.

- Resten af truppen er fuldt fokuseret på at forberede sig på den kamp, lyder det.

Den 37-årige portugiser sad på bænken i hele kampen mod Tottenham onsdag aften, men skabte postyr, da han tydeligt frustreret udvandrede fra Old Trafford kort før tid.

Det skete, efter at manager Erik ten Hag havde meddelt ham, at han ikke ville komme på banen.

Forinden havde Ronaldo set holdet levere en god indsats og vinde med 2-0. Men i stedet for at fejre bedriften med sine holdkammerater valgte han at forlade stadion.

Manager ten Hag havde umiddelbart efter kampen ikke fået en forklaring fra den aldrende stjernespiller.

- Jeg så ham gå. Jeg har ikke talt med ham. Jeg tager mig af det i morgen (torsdag, red.), sagde Erik ten Hag.

Efter at klubben har offentliggjort nyheden om, at Ronaldo er sparket ud af truppen, har portugiseren lagt en besked ud på sin Instagram-profil.

- Jeg har altid forsøgt at gå foran med et godt eksempel for de unge spillere, som er kommet frem på alle de hold, jeg har spillet på. Desværre er det ikke altid muligt, og nogle gange koger det over, skriver han blandt andet.