Silkeborg møder West Ham i europæisk gruppespil
Silkeborg skal i gruppespillet i Conference League møde West Ham, Steaua Bukarest og Anderlecht.
Silkeborg kommer på svære opgaver, når klubben i efteråret skal spille europæisk gruppespil.
Fredagens lodtrækning formede sig sådan, at Silkeborg i gruppespillet i Conference League skal møde West Ham fra England, rumænske Steaua Bukarest og Anderlecht fra Belgien.
Silkeborg havde muligheden for at kvalificere sig til gruppespillet i Europa League, men det glippede med det samlede nederlag til finske HJK Helsinki i playoffrunden.
Efter nederlaget ude på 0-1 i den første kamp måtte Silkeborg i torsdagens returkamp nøjes med 1-1 på hjemmebane.
Dermed måtte klubben indstille sig på at spille med i den tredjefineste europæiske klubturnering.
West Ham indløste adgang til turneringen ved at slå et andet dansk hold i den afgørende playoff.
London-klubben vandt sammenlagt med 6-1 over Viborg.
Silkeborg kommer efter planen til at afvikle sine seks gruppekampe på følgende datoer:
Kamp 1: 8. september.
Kamp 2: 15. september.
Kamp 3: 6. oktober.
Kamp 4: 13. oktober.
Kamp 5: 27. oktober.
Kamp 6: 3. november.
/ritzau/