Fortsæt til indhold
Fodbold

Milan tog hul på titelforsvar med sejr over Udinese

I en målrig Serie A-premiere vandt AC Milan 4-2 hjemme over Udinese. Atalanta og Joakim Mæhle vandt også.

/ritzau/

De forsvarende mestre fra AC Milan fik en god sæsonstart i Serie A, som blev skudt i gang lørdag aften.

Milan spillede sprudlende i perioder og vandt 4-2 på hjemmebane over Udinese, som var godt med i første halvleg.

Milan fik en skidt start på kampen og kom bagud 0-1 efter blot to minutter. Udineses stærke stopper Rodrigo Becao headede åbningsmålet ind efter et hjørnespark.

Efter et kvarter havde Milan dog vendt det til 2-1. Først udnyttede Milan-backen Theo Hernández et straffespark og udlignede til 1-1 efter 11 minutter.

Fire minutter senere scorede angriberen Ante Rebic til 2-1 efter et indlæg fra backen Davide Calabria, der fremtvang straffesparket kort forinden.

Udinese-spillerne var dog ikke færdige med at drille mesterholdet og udlignede kort før pausen. Det var Adam Masina, der headede udeholdet på 2-2.

Under et minut inde i anden halvleg bragte Milan sig foran 3-2 ved den offensive midtbanespiller Brahim Díaz, der var hurtigt over en ripost i feltet.

Rebic, som havde fået chancen fra start helt i front, takkede for tilliden endnu en gang ved at sparke 4-2-målet i kassen efter 68 minutter.

Den danske landsholdsspiller Simon Kjær sad på bænken i hele kampen for Milan.

Der blev spillet en kamp samtidig med Milans. Den vandt Atalanta med 2-0 ude over Sampdoria.

Målene blev sat ind af Atalantas forsvarsspiller Rafael Tolói i første halvleg og den indskiftede angriber Ademola Lookman dybt inde i tillægstiden.

Den danske landsholdsback Joakim Mæhle spillede de første 72 minutter for Atalanta.

Artiklens emner
Fodbold
Serie A