Så fik landstræneren da lige en grund til at snuppe en ekstra kugle i den gammeldags isvaffel
Mikkel Damsgaards skifte til Brentford kan blive en kæmpe gevinst for herrelandsholdet i fodbold.
Jeg kender ikke Kasper Hjulmands planer i den snart overståede sommer eller hans opskrift på den perfekte ferie.
Landstræneren for de danske fodboldherrer kan dog meget vel have undt sig selv en stor is og et øjeblik til at fundere over, hvor anderledes juni og juli har været for ham sammenlignet med sidste år.
I 2021 skulle han navigere i sin egen slutrundedebut, Christian Eriksens kollaps, massiv EM-succes og folkeligt massehysteri.
I 2022 har ingen haft brug for ham, fordi VM helt utraditionelt først afvikles til vinter, men Kasper Hjulmand har nok alligevel ikke ligget helt rolig på drømmesengen i flere uger.
Rundtomkring i Europa kæmper flere af hans profiler gevaldigt med at sikre sig spilletid eller et decideret klubskifte for at komme væk fra en håbløs situation, og i mangel på bæredygtige alternativer på flere positioner får udfaldet af de bestræbelser naturligvis stor betydning for de danske chancer ved mesterskaberne om tre måneder.
Den seneste tid har dog også givet Kasper Hjulmand grund til at smile.