Martin Braithwaite bevarer roen, mens omverdenen tvivler – igen
FC Barcelona-danskeren fortæller om en lærerig skadespause, et ændret blik på Danmark efter EM og tankerne om en sommer, hvor han kan blive tvunget til at træffe et afgørende valg om fremtiden.
Det er ikke så enkelt, som det lyder. Det ved Martin Braithwaite godt. Alligevel er den 30-årige fodboldspiller sikker på, at han har ret.
»Når der sker noget dårligt i dit liv, så har du et valg om enten at gå den positive eller negative vej. Det letteste er at være sur på verden og føle sig som et offer. Men det fører dig ingen vegne – især ikke hvis du vil fortsætte med at imødekomme dine drømme.«
Den danske landsholdsspiller ved en del om både kaos, uheld og opfyldte drømme. I begyndelsen af 2020 endte det tidligere Esbjerg-talent i en af verdens største fodboldklubber. Nærmest lige siden har eksperter og andre iagttagere argumenteret for, at han snart kunne være på vej væk fra FC Barcelona igen.