Guldet kom tilbage til København: »Vi kommer med fuld kraft fremad nu«

FCK fik afbrudt en atypisk mesterskabstørke og kan nu bruge forløsningen til at genskabe den selvforståelse, der har været truet de seneste par år.

Artiklens øverste billede
Mesterskabspokal og jubel i Parken. FC København har vundet klubbens 14. mesterskab. Det er mere end nogen anden klub i Danmark. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

De havde det tilsyneladende godt dernede i solskinnet. I bar mave svingede de granvoksne mænd deres trøjer over hovedet og oplevede den dag, som de har ventet utålmodigt på fra deres plads på tribunen.

AaB var aldrig rigtig tæt på at spolere festen, da FC København vandt sæsonens sidste kamp med 3-0 i Parken. Hovedstadsklubben erobrede dermed pokalen som danske mestre for første gang i tre år.

»Tilbage hvor den hører hjemme« stod der på et banner over de ekstatiske fans, hvoraf enkelte brød barrieren for at løbe ind på banen efter slutfløjtet. Hurtigt blev de dirigeret tilbage, så spillerne kunne få banen i fred til at hoppe euforiske rundt, indtil en ny baneinvasion skabte et øjeblik af kaos under præmieoverrækkelsen.

»Jeg kan godt forstå, at de (fansene, red.) er euforiske. Det har jeg som sådan ikke noget imod. Sikkerheden skal selvfølgelig være i orden, og man skal opføre sig ordentligt. Det skal være en glædens dag. Men at man er euforisk efter to sæsoner uden et trofæ, det kan jeg fandeme godt forstå,« siger FC København-profilen Nicolai Boilesen efter kampen, hvor han også glædede sig over perspektiverne for holdet efter mesterskabsfesten:

»Fremtiden er lys, og vi har bestemt ikke ramt loftet for, hvad det her hold kan. Det gør det kun endnu mere spændende i forhold til fremtiden.«

Det forpligter at have ligaens største budget. Lige så tyngende kan historikken være i en klub, der har holdt en guldfest mindst hvert andet år siden årtusindeskiftet.

En sæson uden et mesterskab er en fiasko for FC København. Når det sker to år i træk, bryder presset for alvor ud.

Mange af spillerne ville stadig gå i gymnasiet, hvis ikke de havde været her. Jeg synes, at folk lidt for ofte glemmer, hvor unge de rent faktisk er.

Rasmus Falk, FC København

En ny slags stolthed

Derfor skulle guldmedaljerne sikres denne gang. Ikke som et drømmende håb, men som et håndfast krav fra såvel fans som ledelse.

Også selv om holdet har en anden opbygning, end da faste landsholdsspillere fra Danmark, Sverige og Norge var med til at skabe Skandinaviens stærkeste klubhold. Dengang spillerne hed Marcus Allbäck, Tobias Linderoth, Brede Hangeland, Michael Gravgaard og Jesper Grønkjær.

I dag er der ligeledes etablerede profiler som Peter Ankersen, Rasmus Falk, Pep Biel, Lukas Lerager og Kamil Grabara.

Dette mesterskab er imidlertid også blevet sikret af teenagere som Victor Kristiansen, Roony Bardghji, William Bøving, Elias Jelert, Isak Johannesson og Hakon Arnar Haraldsson, hvoraf især de to sidstnævnte spillede en afgørende rolle mod AaB.

Ungdommens betydelige bidrag har fået Rasmus Falk til at konstatere, at »det helt klart er det mesterskab, jeg er mest stolt over«:

»Vi kommer med fuld kraft fremad nu, og der er en række spillere, der kommer til at blive løftet af dette momentum og følelsen af at gøre en forskel for FC København, som skal være det største hold i Skandinavien. Det kan man jo ikke sige, at vi har været i de senere år, for det har vi ikke vundet nok til. Det er der, vil skal hen.«

FC København-spillerne i jubel under sæsonens sidste kamp mod AaB, hvor Hakon Arnar Haraldsson og Lukas Lerager scorede for hjemmeholdet i første halvleg. Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix
Cheftræner Jess Thorup fik et fortjent kram efter kampen, hvor FC København for alvor igen kom ind i kampen om den skandinaviske fodboldtrone. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Guldet er i hus – og om halsen. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Store forventninger

Allerede fire timer inden kampstart skævede et ældre par på spadsertur og trætte børnefamilier undrende hen mod det spektakel, der havde ramt hovedstaden en tidlig søndag eftermiddag.

Op mod 10.000 feststemte fans havde samlet sig med romerlys, dåseøl og brede smil.

Midt i vrimlen af hvide trøjer kunne man spotte »Pep Biel« trone oppe på skuldrene af sin far, mens »Falk« kværnede et ekstra stykke pizza, og »Grabara« tog sin lillesøster i hånden for at holde takt med strømmen af mennesker, der var begyndt at sætte kursen mod Parken.

»Hovedstaden, de danske mestre,« råbte fansene taktfast, og selv om det endnu ikke var en realitet, skulle der en matematisk sensation til for at forpurre det faktum.

Elegante mål

Den sidste rest af tvivl blev hurtigt fjernet, da kampen gik i gang. Efter 10 minutter lobbede Hakon Arnar Haraldsson køligt bolden i mål efter et kontraangreb. Den 19-årige islænding scorede ligeledes for en uge siden mod Randers FC og har dermed fået en afgørende aktie i mesterskabet. Samtidig er den vævre offensivspiller én af dem, der har skabt et lovende perspektiv, som rækker ud over denne guldsæson.

Lige før pausen bragede AaB’s Kasper Høgh en afslutning på overliggeren, inden Lukas Lerager flugtede bolden over i det fjerneste hjørne til 2-0. Spillet var ikke altid sprudlende, men det var effektivt, og på den måde var alt, som det havde været i det meste af foråret for topholdet.

Mere mesterskabsbold var der over det angreb, der førte til 3-0-målet kort efter pausen. Flere hurtige kombinationer gav plads til sæsonens bedste spiller, Pep Biel, og hans ripost blev sendt i mål af Isak Johannesson. Så kunne selv den mest ængstelige fan slappe af og overgive sig til festen, der ville vare adskillige timer endnu.

Nede på sidelinjen trippede de kåde FCK-spillere og staben utålmodigt efter at lade champagnen flyde. Træner Jess Thorup bevarede den afdæmpede og alvorlige mimik, indtil også han kunne juble lettet op mod aftenhimlen ved slutfløjtet.

FC København har vundet klubbens 14. mesterskab. Det er mere end nogen anden klub i Danmark. Men det er ikke nok for de fans, der stod i bar mave og fejrede forløsningen søndag eftermiddag. Til næste år forventer de at få muligheden for at fejre guldet igen.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.