Fortsæt til indhold
Fodbold

Politiet måtte blande sig i trænertumult efter Roma-nedtur

Trænere fra Bodø/Glimt og AS Roma kom op at toppes efter torsdagens møde i Conference League.

/ritzau/NTB

Det gik hedt for sig efter AS Romas overraskende nederlag torsdag aften ude mod norske Bodø/Glimt i Conference League.

I spillertunnelen efter Bodø-Glimts 2-1-sejr opstod der et skænderi mellem ledere fra de to mandskaber, og det lokale politi blev efterfølgende tilkaldt. Det beretter TV2 Norge.

- Der har været en episode mellem holdene i spillertunnelen efter kampen, siger indsatsleder Kristian Karlsen.

- Politiet har ikke selv set det, men der var lidt skubben. Ikke mere end det, siger han.

Indsatslederen fortæller, at ingen har ønsket at anmelde sagen.

Det afholder dog ikke Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa), der var kampens arrangør, fra at kigge på sagen.

Fredag eftermiddag meddeler Uefa, at forbundet har åbnet en disciplinærsag og vil finde ud af, hvad der er op og ned i forløbet. Det kan resultere i bøder og karantæner til de involverede.

Bodø/Glimt og AS Roma har et indgående kendskab til hinanden, efter at de to klubber mødtes i efteråret i gruppespillet, hvor nordmændene vandt hjemmekampen 6-1. Romerne fik reddet lidt af æren i returkampen, der endte 2-2.

Trænerne fra de to klubber har forskellige udlægninger af, hvad der foregik efter opgøret.

Bodø/Glimt-træner Kjetil Knutsen hævder, at en Roma-assistent var blevet bedt om at hakke på ham både før og under kampen.

- Det var noget, som de havde bestemt sig for før kampen. Kommunikationen var rettet direkte mod mig.

- Han begyndte at hakke på mig før kampstart, og det fortsatte gennem hele kampen. Det er ikke fairplay at forstyrre mig i mit job, forklarer Knutsen til NRK.

Ifølge Bodø/Glimt er der videomateriale, der dokumenterer, at det var Roma-lejren, som eskalerede situationen.

Roma-træner José Mourinho var ikke interesseret i at høre Kjetil Knutsens udlægning, da journalister forsøgte at genfortælle den på det efterfølgende pressemøde.

- Jeg er ikke interesseret i at høre, hvad han sagde.

- Lad vær med at fortæl mig det. Jeg vil ikke vide det, lød det fra Mourinho.

Fra den italienske lejr forlyder det, at det i stedet var Bodø-Glimt-træner Kjetil Knutsen som angreb Romas målmandstræner.

Der er returkamp i Italiens hovedstad på torsdag i næste uge.