Højeste antal i 15 år: Nu kan de danske spillere stille med to ”landshold” i Tysklands bedste fodboldrækker
Antallet af danske spillere i Tysklands to bedste fodboldrækker er det højeste i 15 år. Invasionen har flere forklaringer, men især to grunde vurderes til at være helt afgørende.
I 25. spillerunde sparkede Jesper Lindstrøm til bolden på Det Olympiske Stadion i Berlin. Fra 30 meters afstand placerede den tidligere Brøndby-spiller køligt læderkuglen over Hertha Berlins forsvarskæde og ind bag målmanden til 3-0.
Runden forinden scorede den tidligere FC København-spiller Jonas Wind kampens første mål i Wolfsburgs 2-2-deler mod Borussia Mönchengladbach, mens Marcus Ingvartsen i midten af marts cementerede Mainz’ fodbolddemonstration over Arminia Bielefeld med sin straffesparksscoring til 4-0.
Senest leverede landsholdsaktuelle Mads Valentin Pedersen overskrifterne, da venstrebacken i 28. spillerunde stod for både mål og assist i Augsburgs 3-0-sejr over Wolfsburg.
Og så er scenen lagt for danskernes aktuelle dominans i tysk fodbold.
Med 15 spillere har dansk fodbold ikke været så stærkt repræsenteret i den bedste tyske fodboldrække siden 2006/07-sæsonen.