Fortsæt til indhold
Fodbold

Serbien-træner: Resultatet er misvisende for styrkeforhold

3-0 er ikke et retvisende resultat for styrkeforholdet mellem Danmark og Serbien, mener Serbiens landstræner.

/ritzau/

Det danske herrelandshold gav de fremmødte tilskuere i Parken en sand opvisning, da Serbien blev slået sikkert med 3-0.

Efter en tæt første halvleg viste danskerne sig for stærke for serberne med to mål i det første kvarter efter pausen. Trods en tidlig kampafgørelse, mener den serbiske landstræner ikke, at resultatet er retvisende for styrkeforholdet mellem de to VM-deltagere.

- Jeg synes ikke, at resultatet i dag (tirsdag, red.) viser vores reelle styrke. Vi havde flere gode muligheder for at score.

- Og havde vi scoret på dem, havde kampen gået en anden vej, siger Serbiens landstræner Dragan Stojkovic på pressemødet efter kampen.

Det serbiske udehold var spilstyrende i begyndelsen af opgøret, men det var som om, at luften gik af den serbiske ballon i løbet af kampen.

- Vi havde en god periode, inden det første mål. Der havde vi fuld kontrol over kampen og spillede den form for fodbold, som vi ønsker. Vi havde nogle muligheder, som vi ikke formåede at udnytte.

- Danmark viste sin kvalitet og kynisme og straffede os på de fejl, vi lavede. Vi betalte for vores fejl, siger Dragan Stojkovic.

Danskerne blev bedre og bedre i løbet af kampen og lignede i flere perioder det hold, fodbolddanmark forelskede sig i sidste sommer.

- I aften var vi bedre end Serbien. Og vi har en følelse af, at vi kan spille endnu bedre, siger den danske landstræner Kasper Hjulmand efter kampen.

Som ved pressemødet forud for kampen gjorde den serbiske landstræner det tydeligt, at kampens resultat ikke havde den store betydning for serberne.

- Resultatet har ingen betydning for os. I venskabskampe betyder resultatet intet for mig. Det eneste, der betyder noget for mig, er, når vi spiller kampe med noget på spil, siger landstræneren.

Dragan Stojkovic gør det klart, at serbernes fokus hele tiden har været på Nations League og det kommende VM.

I slutningen af pressemødet åbnede han op for et potentielt nyt møde mellem de to nationer - næste gang med noget på spil.

- Måske ses vi i Qatar. Så ser vi, siger Stojkovic og understreger, at det er den type kampe, der betyder noget.