Fortsæt til indhold
Fodbold

Premier League: Smukke fuldtræffere mod Brentford gav Leicester sejren i danskermøde

Uden Christian Eriksen måtte Brentford søndag se sig slået 1-2 af Leicester, som scorede to flotte mål.

/ritzau/

Timothy Castagne og James Maddison må have trænet hårdt på deres langskud på Leicesters træningsanlæg.

I hvert fald diskede de op med hver en smuk langskudsscoring, da Leicester søndag eftermiddag slog Brentford med 2-1 på hjemmebane i Premier League.

Begge mål faldt i første halvleg, hvor Leicester var klart bedst. Brentford satte alt ind på et comeback efter pausen, men måtte nøjes med en enkelt scoring.

Den stod Yoane Wissa for, og også det mål, som overlistede Kasper Schmeichel, var et smukt et af slagsen.

Gæsterne fra London havde Christian Nørgaard og Mathias Jensen med fra start. Christian Eriksen var helt ude af truppen på grund af coronavirus.

På Brentfords bænk sad Mads Roerslev, Mathias ”Zanka” Jørgensen og Mads Bech Sørensen. Førstnævnte kom på banen i anden halvleg. Det gjorde Jannik Vestergaard ikke. Han sad hele opgøret på Leicesters bænk.

I kampens begyndelse fik Leicester-spillerne lov at have kontrol over bolden, og når de mistede den, gik de benhårdt efter at få den hurtigt tilbage. Det var også tilfældet, da Timothy Castagne efter 20 minutter sendte Leicester i front.

Brentford kunne i en længere sekvens ikke slippe ud af hjemmeholdets pres, og til sidst fik Castagne bolden på kanten af feltet og bragede den helt op i modsatte hjørne.

Få minutter senere var Mathias Jensen lige ved at bringe Brentford på omgangshøjde. Midtbanespilleren havde sneget sig med frem og fik bolden midt i feltet. Hans afslutning ramte dog Kasper Schmeichel lige i brystet.

Leicester var ikke færdig med at lave smukke mål. James Maddison fik chancen på et frispark efter 33 minutter, og han krøllede bolden helt op i hjørnet til 2-0.

Brentford skulle på jagt efter mål i anden halvleg, og efter 55 minutter kom det tæt på. Pontus Jansson steg umarkeret op til et indlæg og headede på mål, men Schmeichel var vågen og vippede bolden over stangen.

Fem minutter senere måtte den danske keeper igen diske op med en refleksredning, da Bryan Mbeumo kom til en kæmpe chance helt inde foran mål.

Brentford forsøgte igen og igen, og med fem minutter tilbage af opgøret lykkedes det at prikke hul på bylden.

Yoane Wissa modtog bolden på kanten af feltet og smadrede den ind bag Kasper Schmeichel med stor kraft.

Senere søndag ramlede Tottenham og West Ham sammen i et London-brag. Her vandt Totttenham med Pierre-Emile Højbjerg på banen 3-1. Tottenham er på femtepladsen, og West Ham er på syvendepladsen.