Vlahovic scorede hurtigste Champions League-debutmål
Det var et historisk mål, som Dusan Vlahovic scorede for Juventus i sin første kamp i Champions League.
Da Dusan Vlahovic scorede til 1-0 for Juventus mod Villarreal i Champions League tirsdag aften, skrev serberen samtidig fodboldhistorie.
Angriberen blev den hurtigste målscorer som startende Champions League-debutant.
Målet blev ifølge Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) sat ind efter blot 33 sekunders spil.
Kampen i Spanien, som var den første af to ottendedelsfinaler, endte dog 1-1, og det var Vlahovic ikke tilfreds med.
- Det var stort at score i min debut. Det vækkede mange følelser. Men jeg kan dog ikke være 100 procent tilfreds, når vi ikke vandt kampen.
- Vi skal blive ved med at arbejde hårdt. Vi spillede en god kamp, og vi kunne have vundet. Det er ærgerligt, men nu skal vi fokusere på den næste kamp, siger Dusan Vlahovic til uefa.com.
Dusan Vlahovic, som er hentet hos ligarivalen Fiorentina i januar, modtog en høj bold fra Danilo, som serberen tæmmede mellem to modspillere og sparkede i nettet.
Dusan Vlahovic scorede også i sin Serie A-debut for Juventus, da han nettede til 1-0 efter 13 minutter mod Verona tidligere i februar. Den kamp vandt Juventus med 2-0.
Der er returkamp mellem Villarreal og Juventus i Torino 16. marts.