Fortsæt til indhold
Fodbold

Solbakken: Kunstgræs er et problem for norske spillersalg

Ståle Solbakken mener, at udenlandske klubber nogle gange fravælger at købe i Norge på grund af kunstgræsset.

/ritzau/

Det udbredte kunstgræs i norsk fodbold kan have en effekt på topklubbernes muligheder for at sælge spillere.

Det vurderer Norges landstræner Ståle Solbakken.

- Det er et stort issue. Der er for mange kunstgræsbaner i Norge.

- Nu er det på tide, at klubberne begynder at tage hensyn til det, siger Ståle Solbakken til Nettavisen.

Den 53-årige landstræner, der har en fortid i FC København, fortæller, at han som klubtræner ofte har talt om kunstgræs, når han har været i dialog med agenter og udenlandske klubber.

- Der er opstår en usikkerhed omkring spillere, som til daglig spiller og træner på kunstgræs, så det er helt sikkert noget, som udenlandske klubber tænker på.

- Der er sikkert nogle, der vil le af, at jeg siger det, men der er ingen tvivl om, at det er et problem, siger Solbakken.

Den tidligere FCK-manager vurderer, at købende klubber i nogle tilfælde fravælger spillere fra de norske fodboldklubber. Og handlerne kan beløbsmæssigt blive mindre.

- Hvis man skal lægge mange penge på bordet, så har man altid et ønske om at være så sikker som mulig. Med det marked, som der er i fodbolden nu, så er der ekstremt mange gode spillere at vælge imellem.

- Derfor kan kunstgræsset være en årsag til, at man vælger at handle i en anden klub og en anden liga, siger Solbakken.