Fortsæt til indhold
Fodbold

Fodboldkvinder tabte uden forkølet Harder og syg landstræner

Danmark tabte 0-1 til Italien ved Algarve Cup. Danmarks hold bar præg af, at der er tale om en testturnering.

/ritzau/

De danske fodboldkvinder fik en kedelig start på Algarve Cup, der fungerer som en stærkt besat træningsturnering forud for sommerens EM-slutrunde i England.

Onsdag eftermiddag tabte Danmark 0-1 til Italien, som var bedst i størstedelen af opgøret.

Det danske hold var uden en forkølet Pernille Harder, mens landstræner Lars Søndergaard for en sikkerheds skyld er isoleret på sit hotelværelse på grund af sygdom. Derfor stod assistenttrænerne Johanna Rasmussen og Kristian Mørch i spidsen for Danmark på sidelinjen.

Danmarks startopstilling bar præg af, at kampen var en af få anledninger til at afprøve nye konstellationer og sprede spilletiden ud før EM.

Det var formentlig en del af forklaringen på, at Danmark ikke kunne forhindre italienerne i at tage kontrol over opgøret fra start. De spilstyrende italienere skød dog kun med løst krudt foran mål i første halvleg.

Omvendt lurede danskerne på omstillinger, men evnede heller ikke at gøre chancerne store nok eller afslutningerne præcise nok før pausen.

Til gengæld skulle der kun gå få minutter af anden halvleg, før Italien fik slettet nullet på måltavlen. Efter et gennemspillet angreb kunne Barbara Bonansea sparke bolden i kassen.

Efter en time var der endnu en dårlig nyhed for danskerne. Målmand Lene Christensen pådrog sig en skade, og efter kort behandling stod det klart, at hun ikke kunne fortsætte. Derfor kom Kathrine Larsen i aktion på stregen, men hun fik en rolig dag på kontoret.

Danskerne fik endelig taget kontrol over kampen i slutfasen, men trods gode muligheder lykkedes det ikke at udligne.

Ti minutter før tid fik Danmark sin første store mulighed i kampen, da Emma Snerle stak Matilde Lundorf i dybden, men den 23-årige debutant brændte den store mulighed.

Seks minutter senere burde Rikke Marie Madsen så have udlignet, men også hun viste uskarphed alene med den italienske målmand, som reddede bolden ud på stolpen og videre til hjørnespark.

Allerede fredag aften kan de danske kvinder revanchere sig. På papiret er opgaven endnu vanskeligere, da modstanderen er Sverige, verdensranglistens nummer to. Her forventes anfører Pernille Harder dog at være i stand til at spille.

I næste uge venter en placeringskamp i Algarve Cup.