Fifa beordrer Brasilien og Argentina til at spille omkamp
Den afbrudte kamp mellem Argentina og Brasilien skal spilles om. Fire argentinske spillere har fået karantæne.
Mere end fem måneder efter at storkampen mellem Brasilien og Argentina i Sao Paulo blev afbrudt efter få minutters spil, er der nu faldet en dom.
Det Internationale Fodboldforbund (Fifa) meddeler mandag eftermiddag på sin hjemmeside, at kampen i VM-kvalifikationen skal spilles om.
Hvor og hvornår bliver senere fastlagt af Fifa.
Derudover har begge forbund fået klækkelige bøder.
Det brasilianske forbund skal som vært af med 3,9 millioner kroner, mens det argentinske forbund skal betale knap 1,8 millioner kroner.
Bøderne falder ifølge Fifa på grund af forbundenes manglende evne til at leve op til deres forpligtelser i forhold til ”orden og sikkerhed” samt selve afbrydelsen.
Fire argentinske spillere har hver fået to spilledages karantæne. Det drejer sig om Emiliano Buendía, Emiliano Martínez, Giovani Lo Celso og Cristian Romero.
Præsidenten i det argentinske forbund, Claudio Tapia, har på Twitter slået fast, at kendelsen vil blive appelleret fra argentinsk side.
Både Brasilien og Argentina har siden den afbrudte kamp i efteråret sikret sig kvalifikation til VM i Qatar. Siden farcen i Brasilien har holdene blandt andet spillet 0-0 i det omvendte møde i Argentina i november.
VM-kvalifikationskampen i september blev afbrudt efter kort tid på grund af uenighed om, hvorvidt de fire nævnte argentinske spillere har levet op til Brasiliens coronakarantæneregler for indrejse fra England.
Kampen nåede at blive sat i gang, og de tændte spillere kom også op at toppes et par gange, inden det hele kulminerede i skandaløse scener, da ansatte fra Brasiliens nationale sundhedstilsyn, Anvisa, trådte ind og afbrød kampen.
Myndighederne mente, at fire argentinske spillere fra Premier League i England ikke har opfyldt karantænereglerne i Brasilien og ikke burde spille.
/ritzau/