Debutanter skaffede Juventus sejr over midterhold
Takket være to debutanter slog Juventus midterholdet Verona med 2-0 i Serie A.
Juventus har ikke haft den bedste sæson i Serie A, men søndag fik holdet tre tiltrængte point med en 2-0-sejr over Verona og fortsatte dermed sin opadgående kurve.
Og sejren kom i hus efter mål af debutanterne Dusan Vlahovic og Denis Zakaria, der begge blev hentet til Torino-klubben i slutningen af januars transfervindue.
Midterholdet Verona var i store perioder ganske godt med i opgøret spillemæssigt, men Juventus’ nye folk var skarpest.
Efter 13 minutters spil løftede den argentinske kreatør Paulo Dybala bolden frem i banen, og den dyrtindkøbte serbiske angriber Dusan Vlahovic kvitterede med en flot lobafslutning, der sejlede i nettet til 1-0.
Kampen var herefter på vippen frem til en times spil, hvor Juventus igen huggede til.
Den spanske angriber Álvaro Morata drev bolden frem i en omstilling og lagde den godt til rette for den schweiziske midtbanespiller Denis Zakaria, der med et fladt og hårdt skud øgede til 2-0.
Herefter var det cruise control i resten af opgøret for Juventus, der indtager fjerdepladsen i Serie A. Der er otte point op til førerholdet Inter.
AC Milan og Napoli er Inters nærmeste konkurrenter i tabellen. De er begge et point efter Inter, der dog har i kamp i baghånden i forhold til rivalerne.