Tyrkisk fodboldspiller har mistet livet i trafikulykke

Den tidligere tyrkiske landsholdsspiller Ahmet Calik er død i en trafikulykke i Tyrkiets hovedstad, Ankara.

Artiklens øverste billede
Ahmet Calik (til venstre) ses her i en landskamp for Tyrkiet i 2016. Arkivfoto: Joe Klamar/Ritzau Scanpix

Den tyrkiske fodboldspiller Ahmet Calik er omkommet i en trafikulykke.

Det skriver nyhedsbureauet dpa.

Ahmet Calik, der blev 27 år gammel, tørnede ud for Konyaspor i den tyrkiske liga og har tidligere spillet på det tyrkiske landshold.

På Twitter sørger Det Tyrkiske Fodboldforbund, Konyaspor og flere andre tyrkiske klubber over Ahmet Caliks død.

- Vi er meget kede af tabet af vores fodboldspiller Ahmet Calik, som har vundet vores fans og vores bys kærlighed fra den første dag, han kom til klubben, skriver Konyaspor.

Forsvarsspilleren omkom, da hans bil i en ulykke i Tyrkiets hovedstad, Ankara, rullede rundt.

Ahmet Calik fik sin fodboldopdragelse i klubben Genclerbirligi, inden han i 2017 rykkede videre til en af Tyrkiets fodboldmastodonter Galatasaray.

Der spillede han i tre og et halvt år, inden han i 2020 skiftede til Konyaspor.

Han fik debut på det tyrkiske landshold i november 2015 og opnåede siden otte landskampe. Den sidste kom i 2017, hvor han scorede sit eneste landskampsmål i en kamp mod Moldova.

/ritzau/

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen