Coronaudbruddet er på retræte i Premier League

For anden uge i træk falder antallet af smittede i Premier League, som har været hårdt ramt på det seneste.

Artiklens øverste billede
Liverpools Virgil van Dijk og Fabinho, der her fejrer et mål i weekenden, har begge været blandt de smittede, men er nu ude af karantæne igen. Foto: Paul ELLIS / AFP

Der er bedring på vej i forhold til coronasituationen i Premier League.

I hvert fald hvis man kigger på antallet af smittetilfælde i den seneste opgørelse.

For anden uge i træk viser den seneste opgørelse fald i antallet af smittede i Premier League.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

I den seneste testrunde i ligaen blev der fundet smitte hos 72 personer. Testene er udført mellem 3. og 9. januar på i alt 12.973 personer.

Det er et fald i forhold til de 94 smittetilfælde, der blev fundet i den seneste runde.

Ligaen har den seneste måneds tid måttet aflyse mange kampe, fordi holdene har været ramt af mange smittetilfælde.

Det har betydet, at mens nogle hold har spillet 21 kampe, har eksempelvis Burnley kun fået afviklet 17 kampe indtil videre i Premier League-sæsonen.

/ritzau/

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen