Braithwaite får comeback i Barcelonas holdtræning
Martin Braithwaite træner med resten af holdet i Barcelona, men er ikke udtaget til kamp mod Real Madrid.
Landsholdsspilleren Martin Braithwaite har ikke været i kamp for FC Barcelona siden 29. august, men nu begynder hans comeback at nærme sig.
Mandag nåede han et nyt skridt i kampen for at komme tilbage, da han deltog i Barcelonas holdtræning.
Det beretter de spanske aviser Sport og Mundo Deportivo.
Det var holdets sidste træning, inden truppen rejser til Saudi-Arabien for at spille spansk Super Cup.
Her tørner Barcelona i onsdagens semifinale sammen med rivalen Real Madrid.
Braithwaite er dog ikke udtaget til at rejse med til turneringen.
Det er derimod Ronald Araujo og Frenkie de Jong, som også er tilbage efter skader. De to har dog ikke fået lægelig godkendelse til at spille kamp endnu, bemærker Barcelona i sin trupudtagelse på Twitter.
Braithwaite pådrog sig en alvorlig skade i sæsonens tredje spillerunde mod Getafe.
I slutningen af december var han klar til at selvtræne i Barcelona, og nu tager han altså også del i den kollektive træning.