OB bejler til Eriksen: Vi kan strække os et stykke

Superligaklubben OB slår sine døre åbne for Christian Eriksen, men vil ikke presse landsholdsstjernen.

Artiklens øverste billede
Christian Eriksen har kontrakt med Inter frem til sommeren 2024. Arkivfoto: Jonathan Moscrop/Ritzau Scanpix

Christian Eriksens fremtid som fodboldspiller er fortsat uvis, men superligaklubben OB bejler nu helt åbent til den kreative midtbanespiller.

Over for B.T. slår direktøren i selskabet bag OB, Odense Sport & Event, fast, at dørene står åben for den tidligere ungdomsspiller i klubben.

- Selvfølgelig er der plads til Christian i OB, hvis han beslutter sig for at spille fodbold igen, siger Enrico Augustinus til B.T.

Eriksen har benyttet OB’s træningsbaner i Ådalen, og ifølge Augustinus er klubben i løbende sms-kontakt med 29-årige Eriksen.

OB vil ikke presse Eriksen, men er klar til at skrue en kontrakt sammen, hvis et samarbejde skulle blive aktuelt.

- Vi kan strække os et stykke. Men der er vel ingen danske klubber, der har penge til at købe ham fri. Måske FCK har.

- Der er forskel på, om han er en fri fugl eller skal købes fri. Der er vel heller ingen danske klubber, der kan give en markedslignende løn, siger Enrico Augustinus.

Eriksen har kontrakt med italienske Inter frem til sommeren 2024.

Han kan dog blive tvunget til at skifte klub, hvis han vil fortsætte karrieren, da han har fået indopereret en pacemaker.

Reglerne i Italien forhindrer en sportsudøver i at blive godkendt til elitesport, hvis man har fået indopereret en pacemaker som Eriksens.

Eriksen har ikke været i aktion siden sit hjertestop under EM-kampen mod Finland i Parken i juni. Han har heller ikke bekræftet, at han fortsætter sin karriere.

/ritzau/

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen