Fortsæt til indhold
Fodbold

Delaney slipper med skrækken efter tur på hospital

Thomas Delaney har det okay, meddeler Sevilla efter landsholdsspillerens tur på hospitalet onsdag.

/ritzau/

Thomas Delaney slipper med skrækken, efter at landsholdsspilleren onsdag var en tur forbi et hospital efter at være udgået med et maveonde.

Det meddeler danskernes klub, Sevilla, til B.T.

- Han er okay. Han var med spillerbussen hjem til Sevilla sammen med resten af spillerne, siger Sevillas pressechef, Jesus Gomez.

30-årige Delaney nåede 38 minutter af Sevillas pokalkamp mod Cordoba onsdag, før han måtte fragtes til hospitalet grundet mavevirus.

Sevilla-træner Julen Lopetegui fortalte efter kampen, at danskeren spillede på smertestillende piller og var blevet kørt på hospitalet efter sin udskiftning.

Delaney har først landsholdsopgaver med Danmark igen i marts.

Til gengæld har han travlt i Sevilla, der ligger nummer fire i La Liga og sideløbende deltager i både den spanske pokalturnering og Champions League.

Delaney har spillet 15 kampe for Sevilla siden sit sommerskifte fra Dortmund.