Fortsæt til indhold
Fodbold

Skadet Yussuf Poulsen er ude i mindst tre uger

Yussuf Poulsen, der udgik af fredagens landskamp mellem Danmark og Færøerne, har fået en skade i læggen.

/ritzau/

Yussuf Poulsen kommer til at se med fra tribunerne, når RB Leipzig i de kommende uger skal i aktion.

Den danske angriber har nemlig pådraget sig en skade i læggen, der holder ham ude i tre til fem uger.

Det siger RB Leipzig-træner Jesse Marsch torsdag ifølge det tyske nyhedsbureau dpa.

Poulsen blev skiftet ud efter lidt over en times spil i Danmarks kamp mod Færøerne i VM-kvalifikationen fredag. Mandag var han slet ikke med i den danske trup til mødet med Skotland.

På grund af skaden kommer Yussuf Poulsen blandt andet til at misse Leipzigs sidste to kampe i Champions League-gruppespillet.

Her har det tyske hold allerede udspillet sin chance for at gå videre i turneringen, men det er stadig muligt at nå tredjepladsen i gruppen, som giver en plads i Europa League.

- Det er den værste nyhed for os. Han (Poulsen, red.) var i sin bedste form i karrieren, så det er ikke godt for os, siger Leipzig-træner Jesse Marsch ifølge dpa.

Poulsen har i sine seneste fem kampe for RB Leipzig scoret tre mål.