Fortsæt til indhold
Fodbold

Færøsk målscorer voksede op med klumpfod

Mod alle odds blev det den færøske fodboldspiller Klæmint Olsen, som stod i vejen for dansk verdensrekord.

Trods endnu en dansk sejr var frustrationen mildt sagt til at tage og føle på fredag aften, da det danske herrelandshold forlod grønsværen i en udsolgt Parken med et slutresultat på 3-1 over Færøerne.

Det blev Danmarks niende sejr i træk i VM-kvalifikationen, og efter at have holdt målet rent i næsten 90 minutter og 8 foregående kampe, var det særligt målvogter Kasper Schmeichel, som spyttede eder, da et færøsk hovedstød satte en plet på landsholdets ellers pletfrie målscore, der efter ni sejre endte på 30-1.

Det danske landshold har for længst sikret sig billetten til næste års VM-slutrunde i Qatar, men at et hold er gået igennem VM-kvalifikationen uden at lukke mål ind, skulle have været første gang siden Jugoslavien formåede at holde rent bord over fire kampe i 1954.

Havde det ikke været for den færøske skolepedel og landsholdsspiller Klæmint Olsen, var det danske landshold da også løbet med rekorden, og at det netop blev Olsen, der endte som manden bag første og eneste scoring mod Danmark i hele VM-kvalifikationen, er opsigtsvækkende i sig selv.

Det var en temmelig slukøret Kasper Schmeichel, der fredag måtte vinke farvel til dansk verdensrekord efter den færøske spiller Klæmint Olsen scorede mål i 89. minut. Arkivfoto: Jens Dresling

Klæmint Olsen, som til dagligt spiller for færøske NSI Runavik, blev nemlig født med en klumpfod formet som en banan og beskeden fra lægerne var klar: Fodboldspiller ville han aldrig blive.

Dette skulle dog ikke tage modet fra moderen Haldu Tausen Olsen, som i en radioudsendelse i 2014 fortalte, hvordan hun hver eneste morgen og aften i fem år behandlede sønnens venstre fod indtil den blev næsten normal.

I dag er det eneste levn, som fodboldspilleren har tilbage fra sit handicap, at hans venstre lægmuskel er væsentlig mindre end den højre, men dette står absolut ikke i vejen for en succesfuld fodboldkarriere.

Med mere end 200 mål på CV’et er angrebsspilleren Klæmint Olsen den mest scorende fodboldspiller gennem alle tider i den færøske topdivision i fodbold.