Fortsæt til indhold
Fodbold

Hjulmand afviser rygter: Jeg skal ingen steder lige nu

Kasper Hjulmand er ikke færdig med at være dansk landstræner, og han har ingen plan om at skifte job lige nu.

/ritzau/

Aston Villa skal ikke regne med, at Premier League-klubben kan hyre Kasper Hjulmand som ny træner lige nu.

Den danske landstræner skulle tirsdag forholde sig til rygtet, der opstod i kølvandet på Aston Villas fyring af Dean Smith søndag.

Og Hjulmand afviste at være på vej til at skifte job.

- Jeg siger ikke noget til rygterne. Jeg fortæller ikke, hvem jeg taler med, og hvem jeg ikke taler med. Det er helt naturligt. Sådan er det.

- Det foregår jo hele tiden. Noget kommer frem, noget kommer ikke frem. Noget af det er bare rygter.

- Jeg er super glad for at være dansk landstræner, og jeg skal ikke nogle steder lige nu, siger Kasper Hjulmand.