Fortsæt til indhold
Fodbold

Højbjerg misser Færøerne-kamp: Hjulmand har indkaldt Lindstrøm

Jesper Lindstrøm er med, når Danmark tirsdag indleder forberedelserne til kampen mod Færøerne.

/ritzau/

Tottenham-spilleren Pierre-Emile Højbjerg er skadet og misser Danmarks VM-kvalifikationskamp mod Færøerne fredag.

Derfor har landstræner Kasper Hjulmand indkaldt Eintracht Frankfurt-spilleren Jesper Lindstrøm til landsholdstruppen.

Det oplyser Dansk Boldspil-Union (DBU) på Twitter.

Man håber imidlertid på, at Pierre-Emile Højbjerg bliver klar til kampen mod Skotland i næste uge.

Pierre-Emile Højbjerg var involveret i en voldsom duel, da Tottenham i weekenden mødte Everton på udebane.

Mason Holgate kom buldrende ind i danskeren, som blev liggende i græsset i smerter. Everton-spilleren fik direkte rødt kort.

Om det er den situation, der har forårsaget Pierre-Emile Højbjergs afbud til fredagens kamp, melder historien dog intet om.

21-årige Jesper Lindstrøm fik debut på landsholdet i november sidste år og har siden fået en enkelt landskamp på cv’et.

Den tidligere Brøndby-spiller gør det i øjeblikket hæderligt i Eintracht Frankfurt, som købte den unge offensivspiller i sommer.

I sidste uge diskede han op med en assist, da Frankfurt slog Olympiakos med 2-1 i Europa League, og i weekenden var han i startopstillingen mod Greuther Fürth i Bundesligaen.