FCM-anfører hylder holdet efter vigtig europæisk sejr
Erik Sviatchenko og Gustav Isaksen er glade for 1-0-sejren over Røde Stjerne på en regntung bane.
FC Midtjylland slog torsdag Røde Stjerne 1-0 på en regntung udebane i Europa League.
Det var holdets første sejr i fire forsøg i gruppespillet, og dermed er FCM stadig i spil til at gå videre til Europa Leagues knockoutrunder, som er klubbens erklærede mål.
FCM spillede 80 minutter i overtal efter en tidlig udvisning til hjemmeholdet, men fik ikke lukket kampen og måtte slide for de tre point i slutfasen.
- Hele holdet spillede en flot kamp. Det er ikke altid en fordel at være i overtal, men vi holdt et højt tempo, selv om banen var katastrofal på midten, siger FCM-anfører Erik Sviatchenko til TV 2 Sport X.
- Alle ramte dagen, og vi krigede fantastisk til sidst. Det skulle måske have været 3-0, 4-0 eller 5-0 målt på chancer, men vi er kommet et skridt videre mod det, som vi gerne vil i gruppen, supplerer forsvarsspilleren.
Offensivspilleren Gustav Isaksen fremprovokerede det tidlige røde kort, og han nød at spille i Beograd, selv om stemningen til tider var meget fjendsk.
- Det er det vildeste sted, jeg og holdet har spillet. Så at vinde her havde vi kun turdet håbe på før kampen, siger Isaksen til TV 2 Sport X.
FC Midtjylland mangler endnu at møde portugisiske Braga hjemme og bulgarske Ludogorets ude i gruppen.
Braga fører gruppen med ni point, mens Røde Stjerne og FC Midtjylland har henholdsvis syv og fem point. Ludogorets har et point.
De to bedste hold i gruppen går videre til knockoutrunderne i Europa League, mens nummer tre ryger videre til knockoutrunderne i Conference League.