Efter 25 års pause vender ståpladser tilbage i England

Regeringen i Storbritannien har meldt ud, at man fra 1. januar vil tillade forsøg med ståpladser på stadion.

Fra årsskiftet kan engelske fodboldfans igen se frem til at kunne købe billetter til ståpladser på udvalgte stadioner.

Det har regeringen i Storbritannien besluttet, skriver Reuters.

Regeringen har bedt landets Sports Grounds Safety Authority (SGSA) om at igangsætte arbejdet med at kunne tillade ståpladser på stadion i landets to bedste fodboldrækker, Premier League og The Championship.

Det er første gang i 25 år, at det bliver tilladt. Regeringen ulovliggjorde ståpladser i de to bedste rækker efter ulykken på Hillsborough i 1989, der kostede 96 Liverpool-fans livet.

Planen er, at en række klubber bliver valgt til et pilotprojekt, hvor ståpladser bliver tilladt og efterfølgende evalueret med henblik på at udbrede det og gøre det permanent.

Klubberne kan frem til 6. oktober søge om at blive en af dem, som fra årsskiftet kan tilbyde ståpladser.

/ritzau/

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen