Viborg binder anfører med ny kontrakt

Jeppe Grønning har været på kontrakt i Viborg FF siden 2012, og nu har anføreren forlænget til 2024.

Superligaklubben Viborg FF får også i de kommende tre år gavn af midtbaneslideren Jeppe Grønning.

Torsdag har klubbens anfører skrevet på en ny kontrakt, så han er at finde i domkirkebyen frem til 2024. Det er to år længere end hans nu tidligere kontrakt.

Fuldfører den 30-årige fynbo sin nye kontrakt med Viborg, vil han have været tilknyttet klubben i 12 år - med et kort lejemål i Hobro undervejs.

Jeppe Grønning fortæller da også, at han efterhånden har svært ved at forestille sig at spille andre steder end i Viborg.

- Jeg er rigtig glad for at være her, og jeg føler mig tæt knyttet til både klubben og byen. VFF og jeg har oplevet mange ting sammen, og det er både på godt og ondt, men alle oplevelserne har jo været med til, at mit forhold til det hele er vokset år for år.

- Jeg kan ikke forestille mig at være et andet sted, så det har været et nemt valg at forlænge, siger Viborg-anføreren.

Nu vil han have klubben til etablere sig i Superligaen.

- Jeg er topmotiveret for fortsat at udvikle mig selv personligt og samtidig være en del af klubbens positive udvikling.

- Det har været en kæmpe motivation for mig at komme tilbage til Superligaen, og nu er næste mål at etablere os der, så jeg er rigtig glad og glæder mig til at fortsætte arbejdet her, siger Grønning.

Sportschef Jesper Fredberg kalder sin anfører for en sand leder og fighter.

- Han er vores anfører både på og udenfor banen, og han er en kulturbærer, der skaber kæmpe værdi i truppen og for klubben. Han er en rigtig klubmand, og der findes ikke mange som Jeppe. Han står for loyalitet og hårdt arbejde, og de dyder sætter vi stor pris på, siger sportschefen.

Jeppe Grønning har spillet 265 kampe for Viborg siden skiftet FC Fyn i 2012. 71 af kampene har været i Superligaen.

/ritzau/

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen