Fortsæt til indhold
Fodbold
Artiklen opdateres

Åge Hareide går på pension til nytår

Trænerkarrieren får en ende, når kalenderåret er slut, oplyser Åge Hareide, der har været dansk landstræner.

/ritzau/

Den tidligere danske fodboldlandstræner Åge Hareide går på pension til nytår.

Åge Hareide forlænger dermed ikke aftalen med Rosenborg, hvor han er cheftræner resten af året.

Det siger Åge Hareide til Rosenborgs hjemmeside torsdag eftermiddag.

Der var ellers tvivl omkring, hvorvidt Åge Hareide ville forlænge aftalen med Rosenborg frem til og med 2022. Den norske ligasæson følger kalenderåret, så lige nu er ligaen godt halvvejs.

- Jeg har bestemt mig for at pensionere mig som fodboldtræner fra årsskiftet.

- Hensigten, da vi skrev kontrakten for 2021, var netop usikkerheden om, hvor længe jeg ville fortsætte. Vi havde 1. juli som dato, så Rosenborg kan finde en afløser, siger Åge Hareide.

Den 67-årige nordmand lover, at han går målrettet ind til de sidste måneder af trænergerningen for Rosenborg.

- Min motivation frem til nytår er stor. Jeg ønsker at afslutte på en god måde, siger Åge Hareide.

Fra 2016 og frem til 2020 var Hareide dansk landstræner, og han førte holdet til både VM i Rusland i 2018 samt det igangværende EM.

Det var meningen, at Hareide skulle have stået i spidsen for Danmark ved EM, men coronapandemien udskød slutrunden et år.

Da Dansk Boldspil-Union (DBU) havde ansat Kasper Hjulmand som ny landstræner fra sommeren 2020, så endte det med et kontroversielt farvel til Åge Hareide, som ikke fik mulighed for at fuldføre EM-missionen.

Kasper Hjulmand har siden overtaget roret med succes, og lige nu er Danmark klar til EM-kvartfinalen, hvor holdet lørdag møder Tjekkiet.

I sidste uge kom Åge Hareide i fokus, da han blandede sig debatten om regnbuefarver i fodbold.

I mediet Adresseavisen blev han citeret for, at ”idræt og fodbold skal holdes helt fri for politik og propagandasager”, og at Pride-bevægelsen er propaganda.

Men Hareide følte sig misforstået og kunne ikke genkende sig selv i de citater.

- Det er helt forkert. Jeg har ønsket at starte en diskussion om, hvilke retningslinjer vi skal have for bevægelser og politiske markeringer i fodbold, sagde Hareide til det norske nyhedsbureau NTB.