Southgate: Utrolig statistik er irrelevant for spillerne
Nutidens spillere kan abstrahere fra Englands brogede historie ved EM og mod Tyskland, mener Gareth Southgate.
England har vundet blot én knockoutkamp ved en EM-slutrunde, og den blev endda først sikret efter en straffesparkskonkurrence mod Spanien i 1996.
Ni optrædener ved en EM-slutrunde er endt med fire gange exit efter gruppespillet, fire nederlag i første knockoutkamp og så føromtalte 1996-udgave, hvor England tabte til Tyskland i semifinalen efter en straffesparkskonkurrence.
Sporene skræmmer inden tirsdagens ottendedelsfinale mod Tyskland i London, men landstræner Gareth Southgate mener ikke, at historien skal lægge nutidens spillere til last.
- Det er faktisk en utrolig statistik. Vi har snakket meget om den som hold i de seneste fire år. Vi har muligheden. I tidligere æraer har vi altid snakket om fortiden, andre hold og deres statistikker og bagage, siger Southgate ifølge AFP.
- Men der er ingen grund til, at drengene skal have det på den måde. De fleste var ikke født, da mange af disse kampe blev spillet. Det er irrelevant for dem, så jeg tror bare, vi alle ser frem til kampen, tilføjer landstræneren.
Gareth Southgate brændte det afgørende straffespark, da England røg ud til Tyskland i 1996, og i det hele taget har Tyskland flere gange ageret stopklods for det engelske hold ved en slutrunde.
- Vi behøvede ikke nævne det, men det har I (medierne, red.) valgt, og så gør vi det.
- Man kan få disse ting til at fylde så meget, som man vil, i sit hoved. Det er en fodboldkamp, og disse drenge har spillet hundredvis af dem.
- Det er stor spænding om kampen, og fansene møder op på stadion. Men vi skal stole på vores forberedelser, og at vi kan overføre dem til kampen. Vi skal fokusere på de ting, vi kan kontrollere, siger Southgate.
England blev i 1966 verdensmester ved at slå Vesttyskland 4-2 i finalen. Siden eliminerede Vesttyskland England i knockoutfasen i både VM 1970 og VM 1990.
Ved EM 1996 sendte Tyskland som nævnt England ud i semifinalerne, og i 2010 blev det 4-1 til Tyskland over England i ottendedelsfinalerne.
England og Tyskland dyster fra klokken 18.00 på Wembley.