Fortsæt til indhold
Fodbold

Klopp: Bo Svensson er et stort, stort trænertalent

Liverpool-manager Jürgen Klopp er meget imponeret af Mainz' danske cheftræner Bo Svensson.

/ritzau/

Bo Svensson har fået mange roser, efter han trådte til som cheftræner i Mainz og hev klubben fri af nedrykningspladserne med en fremragende stime i foråret.

33 point hentede Mainz i 20 kampe med Bo Svensson som cheftræner, og det blev også bemærket i Liverpool.

Her sad den mangeårige spiller i Mainz og tidligere cheftræner i klubben, Jürgen Klopp, ellers langt ude på sædet efter Mainz’ sæsonstart med kun seks point i 14 kampe og en placering helt i bunden inden ansættelsen af Svensson.

- Jeg var meget bekymret for klubben i sidste sæson, siger Klopp i et interview med Bild ifølge DPA.

Klopp blev siden meget glad for at se, hvordan ”Mainz under Bo Svensson pløjede gennem ligaen”.

Klopp havde Svensson som spiller i Mainz i 2007/08-sæsonen.

- Jeg oplevede ham kun som spiller i et år. Som person var han allerede dengang en granat. Som træner er han et stort, stort talent, og indtil videre har han leveret et enestående stykke arbejde.

- Hans hjerte slår for Mainz, og det er vigtigt. Han bringer det rigtige humør tilbage til holdet, roser Klopp, der i alt tilbragte 18 år i Mainz.

41-årige Svensson har halvandet års erfaring som cheftræner i østrigske FC Liefering - reelt set Red Bull Salzburgs andethold - samt altså seks måneder i spidsen for Mainz.

Klopp tror på mere succes for Svensson, og han giver et simpelt råd til danskeren.

- Bare forbliv nøjagtigt den du er. Hvis man forsøger at spille en rolle, så er man på vej i den forkerte retning, siger Klopp.

Svensson spillede som aktiv 122 kampe for Mainz. Siden var danskeren i fem år ungdomstræner i klubben, inden han tog til FC Liefering.