Daniel Wass inden EM-braget: Gareth Bale er Wales’ X-faktor
Der var onsdag formiddag pressemøde fra landsholdslejren i Helsingør, hvor Andreas Christensen, Daniel Wass og Kasper Dolberg stod klar.
Den walisiske midtbanespiller Gareth Bale er modstanderholdets »x-faktor« og en spiller, de danske drenge skal holde særligt øje med, når de to hold tørner sammen på lørdag.
Sådan lød vurderingen fra landsholdsspiller Daniel Wass på et pressemøde i landsholdslejren onsdag formiddag forud for weekendens EM-kamp, hvor holdet altså møder Wales i ottendedelsfinalen i en knockout-kamp.
»Han virker som en utrolig rar mand. En fantastisk fodboldspiller. Lige så god, som han er, lige så rar er han,« fastslog Daniel Wass.
Opbakningen til landsholdet fra befolkningen har i gruppespillet være massiv, og det var da også noget, der fyldte hos spillerne knap to døgn efter kampen.
En opbakning, som spillerne altså ikke i samme grad vil møde, når de går på banen i Amsterdam lørdag aften.
»Vi vidste godt, at det var en af betingelserne, hvis vi gik videre – at vi ikke ville få samme opbakning som i parken,« forklarede den danske spiller.
Også Andreas Christensen gjorde sig overvejelser om stemningsskiftet.
»Vi har været utroligt taknemmelige. Vi føler, vi har set hvert et flag og hørt hver en stemme. Det har givet os utroligt meget. Vi prøver at vise, at vi ser jer. Men det er svært at få igennem til alle. Det er super ærgerligt, at vi ikke får samme hjemme-opbakning. Men jeg forstår, at mange forsøger at tage turen derned. .,« lød det fra Chelsea-spilleren, der uddybede:
»Får vi en eller anden følelse af det, vi oplevede i Parken, kan vi sætte det ind i vores egne hoveder og se, at det er der igen. Så er det nemt at forestille sig, at vi har den samme opbakning herhjemmefra.«
Man forventer, at et par tusinde danske fans tager turen til Amsterdam for at støtte landsholdet fra tribunerne. Billetsalget til kampen er lige nu i gang på Uefas hjemmeside.