Indkalder til pressemøde: Schmeichel og Braithwaite er klar til spørgsmål
Mandag klokken 9.30 stiller nogle af spillerne fra landsholdet sig til rådighed for pressen for første gang siden Christian Eriksens hjertestop lørdag aften under EM-kampen mod Finland.
Kasper Schmeichel, Martin Braithwaite og formentlig en yderligere unavngiven spiller vil mandag formiddag stå til rådighed for pressen.
Det sker på landsholdets træningsanlæg i Helsingør klokken 9.30. Det fremgår af DBU’s pressekalender.
Christian Eriksen har via sin manager leveret en kort udtalelse til den store italienske sportsavis La Gazetta dello Sport.
»Tak, jeg kommer ikke til at give op. Jeg har det bedre nu - men jeg vil forstå, hvad der er sket. Jeg vil gerne sige tak til alle for hvad I har gjort for mig,« lyder det i udtalelsen.
Senere mandag ventes også Christian Eriksens holdkammerater på landsholdet at komme med udtalelser om situationen. Det vil ske på et pressemøde klokken 9.30, hvor Kasper Schmeichel, Martin Braithwaite og muligvis en yderligere spiller vil deltage.
Ingen af de danske spillere har deltaget i presseaktivitet siden begivenhederne lørdag aften.
Hidtil eneste udtalelse er kommet fra Martin Braithwaite på Twitter.
»I går var et af de mest skræmmende øjeblikke i mit liv. Mine tanker er hos Christian, hans kone (kæreste, red.), børn og familie. Jeg er taknemmelig for, at han er stabil og i live. Lige nu er det alt, der betyder noget. Håber at se dig snart, min ven,« skrev Braithwaite søndag aften.