Fortsæt til indhold
Fodbold

AGF’s nye sportschef fældet af fortiden efter kun tre dage

AGF afbryder samarbejdet med Hans Jørgen Haysen på baggrund af MeToo-personalesag fra Sønderjyske-tiden.

AGF’s nyansatte sportschef, Hans Jørgen Haysen, nåede aldrig at få sin første arbejdsdag i klubben. Han tiltrådte officielt mandag den 1. marts, men han mødte aldrig ind på sin nye arbejdsplads. Torsdag morgen meddelte AGF, via en fondsbørsmeddelelse, at Hans Jørgen Haysen alligevel ikke tiltræder i den nye stilling.

»Årsagen skyldes private og personlige forhold hos Hans Jørgen Haysen og har intet med AGF at gøre,« skriver AGF.

Ifølge Jyllands-Postens oplysninger er det AGF, der har valgt at stoppe samarbejdet med det samme. Det skyldes, at klubben, efter at ansættelsen var faldet på plads, er blevet gjort bekendt med en personalesag af MeToo-karakter, der stammer fra Hans Jørgen Haysens tid i Sønderjyske. Forløbet er blevet bekræftet over for Jyllands-Posten af flere kilder.

Sygemeldt i AGF

Den sag skulle være af så alvorlig og grov karakter, at AGF ikke ønskede at fortsætte samarbejdet med Hans Jørgen Haysen.

Mandag formiddag skulle den nye sportschef have stillet op til sit første interview i AGF, men her meddelte klubben, at han var blevet syg. Onsdag aften, i forbindelse med AGF’s kamp imod FC Nordsjælland, var meldingen den samme. Torsdag morgen var han fortid i klubben.

Der var ellers mange roser til Hans Jørgen Haysen, da han blev præsenteret i slutningen af januar.

»Den dialog, vi har haft, har været med til at forstærke, at han er det rigtige match for AGF, både i forhold til værdier og kemi. Han er hårdtarbejdende, han vil vinde, og han har et godt blik for helheden,« udtalte AGF-direktør Jacob Nielsen i en meddelelse til pressen.

Ingen kommentarer

AGF’s ledelse oplyser i sin meddelelse, at den ikke har yderligere kommentarer til sagen.

Sønderjyske har ingen kommentarer til Jyllands-Postens oplysninger.

Har der været en personalesag på Hans Jørgen Haysen i Sønderjyske?

»Det har jeg ingen kommentarer til,« siger Claus Guldager, der er formand for Sønderjyske Elitesport A/S.

Han gør det klart, at han ikke ønsker at svare på spørgsmål om Hans Jørgen Haysen.

»Med hensyn til Hans Jørgen Haysen er hans ansættelse i Sønderjyske ophørt med udgangen af februar,« siger Claus Guldager.

Det er ikke lykkedes at få en kommentar fra Hans Jørgen Haysen.

Hør mere om sagen – og om AGF – i vores AGF-podcast KSDH:

Artiklens emner
AGF