Lazio fældede Mæhles Atalanta og tog femte sejr i træk
Den danske landsholdsspiller Joakim Mæhle var med i hele kampen for Atalanta, som tabte hjemme til Lazio.
Atalanta var inden søndagens Serie A-kamp hjemme mod Lazio ubesejret i 14 kampe i træk på tværs af alle turneringer.
Men Lazio, som også er inde i en god stime, var det bedste fodboldhold på dagen og vandt opgøret med 3-1. Det var Lazios femte ligasejr i træk.
Joakim Mæhle spillede hele kampen som højre wingback for Atalanta, men den danske landsholdsspiller havde det generelt svært og var ikke i stand til at forhindre nederlaget.
Med sejren går Lazio forbi Atalanta i tabellen. Lazio har nu på femtepladsen 37 point, mens Atalanta er et point efter på sjettepladsen.
Lazio kom bedst fra start i søndagens opgør, da kantspilleren Adam Marusic hamrede et langskud i nettet efter blot tre minutter.
Seks minutter inde i anden halvleg blev det 2-0, da Lazios Joaquín Correa scorede.
Indskiftede Mario Pasalic reducerede til 1-2 for hjemmeholdet efter 79 minutter, men Atalanta kom ikke tættere på point.
Tre minutter senere cementerede Vedat Muriqi sejren til Lazio med kampens sidste mål til 3-1.
Der blev spillet flere kampe i Serie A søndag.
Tidligere søndag havde landsholdskollegaen Jens Stryger Larsen mere succes, da han sammen med Udinese vandt 1-0 ude over Spezia.
Genoa vandt uden Lukas Lerager i truppen med 3-0 på udebane over bundproppen Crotone.