Låst Manchester-derby endte i nulløsning
United og City havde godt styr på hinanden, da de to Manchester-klubber tørnede sammen i Premier League.
Det var to lokalrivaler, der ikke har fået den ønskede start på sæsonen, som lørdag stod over for hinanden på Old Trafford.
Manchester United tog i Premier League imod Manchester City. To hold, der kender hinanden særdeles godt, og som stod over for hinanden for fjerde gang i 2020.
Men modsat de foregående tre opgør, så endte derbyet denne gang med, at ingen af de to hold kunne gå fra banen med håneretten over den anden.
Det endte 0-0 efter en taktisk præget og yderst begivenhedsfattig kamp.
Det efterlader United og City med henholdsvis 20 og 19 point på syvende- og ottendepladsen i Premier League.
Selv om skuffelsen over midtugens exit fra Champions League formentlig stadig var at finde i United, så var de rødblusede dem af lørdagens to duellanter, der stillede op til derbyet med mest medvind i ryggen i forhold til de seneste resultater i Premier League.
United - som inden opgøret trods svingende præstationer havde vundet fire kampe i træk i ligaen - havde da også et lille overtag i det meste af første halvleg.
Det lykkedes Solskjærs tropper at forhindre City i at komme ind i en rytme.
Men hjemmeholdet havde samtidig svært ved at bygge angreb op, så det meste af spillet foregik midt på banen uden nogen egentlige højdepunkter.
City kom dog til den første store chance, da Kevin De Bruyne ti minutter før pausen efter en omstilling spillede Riyad Mahrez helt fri i feltet. Men algerieren sparkede bolden lige ind i David De Geas fødder.
To minutter efter pausen så United ud til at få en livline i jagten på en scoring, da Marcus Rashford blev nedlagt i feltet, og dommeren pegede på pletten.
Men tv-billederne viste, at United-angriberen var offside kort forinden, og straffesparket blev trukket tilbage.
Kampen forblev meget låst. De to hold havde godt styr på hinanden, og det var meget småt med muligheder foran mål i begge ender.
Midtvejs i anden halvleg virkede det til, at kampen åbnede sig op. Tempoet var en smule højere, og bolden befandt sig mest omkring felterne.
Men både United og City trak følehornene til sig igen, og opgøret faldt tilbage i sit gamle mønster.
Det endte derfor uden mål i en kamp, ingen af de to hold formentlig vil tænke tilbage på som noget særligt.