Fifa opfordrer til et minuts stilhed for Maradona verden over
Det Internationale Fodboldforbund (Fifa) opfordrer alle 211 medlemslande til at ære Diego Maradona i weekenden.
Fodboldlegenden Diego Maradona skal verden over æres med et minuts stilhed før samtlige fodboldkampe i weekenden.
Sådan lyder en opfordring fra Det Internationale Fodboldforbund (Fifa) fredag på forbundets hjemmeside.
Det sker, efter at Maradona i en alder af 60 år onsdag afgik ved døden efter et hjertestop.
- Mens verden sørger over Diego Armando Maradona, så har Fifa i dag opfordret samtlige 211 medlemslande til at bede alle turneringsarrangører om at afholde et minuts stilhed før alle fodboldkampe i den kommende weekend eller ved tidligst mulige lejlighed for at ære et de største fodboldikoner gennem tiden, lyder opfordringen.
Diego Maradona var gennem karrieren med til at sikre Argentina VM-guld i 1986. To gange førte han desuden Napoli til det italienske mesterskab.