Fortsæt til indhold
Fodbold

Danmarks dyreste fodboldspiller står foran karrierens største kamp: »Det er faktisk ikke så spændende et liv«

Det er ikke sikkert, han vil blive genkendt i Danmark, men den 22-årige Joachim Andersen er kendt i europæisk topfodbold. Lørdag kvalificerede Lyon-spilleren sig til Champions League-semifinalen. Vi snakkede med ham inden det store brag.

»Det er faktisk ikke så spændende et liv.«

Det er svært at tolke, om Joachim Andersen er ironisk, beskeden eller bare ærlig. Telefonforbindelsen til fodboldspillerens hotelværelse i Lissabon er ikke nådig, men kort efter den overraskende udmelding løser han selv mysteriet.

»Jamen, jeg ligger mest i min seng, hører podcast eller læser en bog. Så drikker jeg en masse vand og underholder mig selv med Netflix. Jeg er lige begyndt på tv-serien ”Shooter”. Det handler jo om at finde en serie med mange episoder, fordi der er så meget fritid, når vi ikke spiser eller træner,« siger han.

Der er ikke mange kampe tilbage. Selvfølgelig tror vi på, at vi kan gå hele vejen.
Joachim Andersen, forsvarsspiller, Lyon

De fleste danske børn, som denne sommer har tonset rundt på landets fodboldskoler, er sikkert uenige med den 22-årige sjællænder. Et uspændende liv? Hvem ville ikke gerne være Danmarks dyreste fodboldspiller, bo i en af Frankrigs største byer og være en central del af et tophold, der for nylig sendte Ronaldo og Juventus ud af Europas fornemmeste klubturnering?

Og det stopper ikke der for Joachim Andersen. Forsvarsspilleren kan blive en del af en eksklusiv klub af danskere, der har deltaget i en semifinale i Champions League. Kravet er ”blot”, at han og Lyon besejrer Manchester City i lørdagens kvartfinale.

»Det bliver selvfølgelig stort. Ikke mange får lov til at spille den slags kampe, så det er nok også min største kamp i karrieren. Jeg glæder mig til at møde en god modstander.«

Skrappe coronaregler

Andersen og Lyon-truppen ankom torsdag middag til den portugisiske hovedstad, der frem til søndag den 23. august danner rammen om turneringens afslutning, hvor tre af fire kvartfinaler allerede er afviklet. De deltagende hold er installeret på forskellige luksushoteller, og al færden foregår under skrappe regler fra Uefa.

Den europæiske fodboldorganisation har således udarbejdet en 31 sider lang protokol med restriktioner for dels at undgå smittespredning, dels at sikre en forsvarlig afvikling af kampene. Det er bl.a. forbudt for spillerne at forlade hotelværelserne uden særlig tilladelse, men det havde Joachim Andersen ikke hørt noget om, da han besvarede opkaldet efter torsdagens holdfrokost.

»Indtil nu føles det egentlig som en almindelig udebanekamp med fly, hotel, frokost, taktisk træning og så videre.«

Én særlig ændring vil han dog med garanti lægge mærke til. Normalt kan fodboldstadionet Estádio José Alvalade huse over 50.000 tilskuere, men når Champions League-hymnen lyder kl. 20.55, vil der være ganske stille.

»Da vi spillede i Torino mod Juventus i lørdags, var der jo hellere ingen tilskuere, og det var især specielt underligt under hymnen. Det virkede næsten som en træningskamp, fordi atmosfæren manglede. Men jeg tror, at det får mig og nogle af de andre til at slappe mere af,« siger han og påpeger, at det er en fordel for de mindre gode hold med både tomme tribuner og kun én kvartfinale i stedet for de normale to.

Umiddelbart er der noget om snakken. Leipzig overraskede fredag aften ved at sparke Atletico Madrid ud af turneringen, mens Atalanta var minutter fra at gøre det samme i onsdags mod Paris Saint-Germain.

»Der er ikke det samme pres uden tilskuere, men det betyder ikke, at gnisten er væk inde på banen. Når kampen er i gang, er det som enhver anden – der er bare mere på spil.«

Han når næsten ikke at erkende, at Manchester City er storfavorit, før han fastslår, at Lyon-truppen ikke er rejst til Lissabon for at lege turister.

»Vi er nået langt, og vi har allerede slået Juventus ud. Der er ikke mange kampe tilbage. Selvfølgelig tror vi på, at vi kan gå hele vejen. Ellers blev vi bare hjemme.«