Frankfurt-træner satser på Rønnows konkurrent trods kritik
Kevin Trapp er fortsat førstevalget hos Frankfurt, siger cheftræner Adi Hütter efter kritik af målmanden.
Frederik Rønnow kommer ikke til at blive førstevalg som målmand for fodboldklubben Eintracht Frankfurt lige foreløbig.
Det bliver fortsat Kevin Trapp, lige som det har været de seneste to år, slår Frankfurt-cheftræner Adi Hütter fast.
- Jeg har ringet til Kevin og sagt klart til ham, at han fortsat kommer til at være nummer et hos mig, siger Adi Hütter ifølge det tyske nyhedsbureau dpa.
Kevin Trapp har ellers været udsat for kritik - senest fra den mangeårige Frankfurt- og HSV-målmand Uli Stein.
65-årige Uli Stein udtalte for nylig til det tyske medie Bild, at "Trapp har i den forgangne sæson ikke levet op til forventningerne".
Uli Stein antydede desuden, at Kevin Trapp brugte for meget tid på sociale medier, og eksmålmanden anbefalede i stedet Frankfurt at satse på Frederik Rønnow.
Fredi Bobic, der er medlem af Frankfurts bestyrelse, var for nylig ude at sige, at alle spillere - også Trapp - i princippet var til salg.
Bobic har dog siden slået fast, at han regner med, at målmanden bliver i klubben kontraktperioden ud, hvilket vil sige frem til sommeren 2024.
Frankfurt lejede for to år siden Kevin Trapp hos Paris Saint-Germain, efter at den dengang nyankomne Frederik Rønnow var blevet skadet.
Siden har den 30-årige tysker holdt danskeren væk fra posten som førstemålmand.
For et år siden blev aftalen med Trapp, der har spillet tre A-landskampe for Tyskland, gjort permanent.
I den netop overståede sæson i Bundesligaen sørgede skader dog for, at Kevin Trapp måtte nøjes med 22 ligakampe, mens Frederik Rønnow blev noteret for ni af slagsen.
Frankfurt sluttede på niendepladsen i Bundesligaen, men sæsonen er endnu ikke slut, fordi klubben fortsat er med i Europa League.
Her skal den tyske klub 6. august ud på en meget svær mission i returkampen i ottendedelsfinalerne mod FC Basel.
Schweizerne vandt det første opgør på tysk grund med hele 3-0.