Guardiola bliver valgflæsk i Barcelonas præsidentkamp
Joan Laporta vil hente Josep Guardiola tilbage, hvis han bliver valgt til præsident i FC Barcelona.
Tidligere FC Barcelona-præsident Joan Laporta lokker medlemmerne med et populært gensyn, hvis det lykkes ham at vinde præsidentposten i klubben tilbage ved næste års valg.
Står det til Laporta, skal Josep Guardiola hentes tilbage i folden som cheftræner. Det siger præsidentkandidaten ifølge Reuters til spanske medier.
- Jeg vil virkelig gerne have Guardiola tilbage, men han er i Manchester City nu, og det er en beslutning, som "Pep" skal tage. Han er et vartegn for Barcelona, og mange cataloniere vil gerne se ham træne "Barca" igen.
- Når tiden er inde, vil jeg tale med den person, vi mener skal være Barcelona-træner fra 2021, siger Joan Laporta til den catalanske tv-station TV3.
Nu 57-årige Joan Laporta blev første gang præsident i klubben i 2003. Det var med ham ved roret, at den tidligere storspiller Guardiola i 2008 blev forfremmet fra ungdomsafdelingen til cheftræner.
Under Guardiolas ledelse vandt Barcelona 14 trofæer på fire sæsoner, heriblandt tre spanske mesterskaber og to Champions League-titler.
Trods den sportslige succes blev Laporta i 2010 afsat og efterfulgt af Sandro Rosell, der sad på posten i fire år. Siden 2014 har FC Barcelonas præsident heddet Josep Maria Bartomeu.