På gensyn eller måske farvel til en fodboldfest i Danmark
Dansk Boldspil-Union ved ikke endeligt, om København og Parken får EM-kampe i den slutrunde, som nu er skubbet til sommeren 2021.
Jesper Møller, formand for Dansk Boldspil-Union, hastede fra et møde i Uefas, det europæiske fodboldforbunds, eksekutivkomité til et virtuelt pressemøde.
Med sig havde han et afgørende budskab: EM-slutrunden i 2020 i 12 byer i Europa er skubbet til 2021, en beslutning taget på baggrund af den coronavirus, der hærger hele kontinentet.
Derudover var der – naturligvis – ikke meget, som formanden for Dansk Boldspil-Union (DBU) konkret kunne svare på. I disse dage, uger, måneder, svæver alt i luften.
»Vi vil først og fremmest beskytte vores medborgeres helbred og sundhed. Det har været afgørende for beslutningen. Vi bakker selvfølgelig op om myndighedernes tiltag,« sagde Jesper Møller.
Snak med borgmesteren
DBU-formanden havde netop talt med Københavns overborgmester, socialdemokraten Frank Jensen, og de to kunne hurtigt enes om, at EM-kampe i hovedstaden næste sommer vil være en mægtig god idé.
Men om det kommer til at finde sted, kunne Jesper Møller ikke garantere.
»Vi har alle glædet os til at holde en kæmpe fodboldfest i København og i resten af Danmark, og vi vil gerne være med i 2021. Vi bliver dog nødt til at undersøge, hvad der er muligt, både i forhold til Parken, hoteller, logistik og resten af det kæmpe setup, som det er at afholde fire kampe i en EM-slutrunde. Vi ønsker en ansvarlig og bæredygtig løsning,« sagde DBU-formanden.
Fire kampe i Parken
Det danske fodboldlandshold skulle efter planen have spillet sine tre puljekampe ved EM i juni, desuden var der planlagt en ottendedelsfinale i Parken.
»Vi kan sige, at vi er klar i 2021. Frank Jensen og jeg er enige om, at vi nu sætter os sammen med alle parter, så vi kan sikre, at vi kan få de fire kampe i Danmark.«
Jesper Møller forklarede, at Uefa helst vil fastholde idéen med, at EM-slutrundekampene spilles i 12 byer i hele Europa, men også at det ikke ville give mening allerede til juni at arrangere et EM.
»EM skal være en folkefest, og det giver ingen mening i denne situation at transportere millioner af mennesker på tværs af 12 lande og tusindvis af folk til Danmark og lave festligheder oven på det, der vil foregå i det næste par måneder. Det er ansvarligt og ordentligt at træffe denne beslutning. Og der har ikke været nogen anden løsning,« sagde Jesper Møller og understregede dermed, at fodbold ikke spiller en væsentlig rolle i en krise som den, der ruller hen over verden.
Begge glædede sig
DBU-formanden mødtes for et par uger siden med landstræner Åge Hareide, og begge glædede sig til den forestående slutrunde. Nordmandens kontrakt som dansk landstræner udløber med udgangen af juli, men Jesper Møller slog fast, at han endnu ikke havde haft tid til at tale med nordmanden.
»Han kunne få en fantastisk afslutning på sin indsats for Danmark,« bemærkede Jesper Møller.
Selv var Åge Hareide ikke synderligt sentimental ved udsigten til, at han nu stopper som dansk landstræner uden den store forløsning, EM-slutrunden i Parken.
»DBU har orienteret mig om Uefas beslutning om at udskyde EM til næste år. Min kontrakt udløber til 31. juli, så jeg forventer, at jeg stopper som planlagt. Der er ikke så meget at tænke på lige nu. Min kontrakt løber ud, og sådan er det. I den her tid er der andre, som er i en meget sværere situation end mig. Folk er syge, folk mister deres arbejdspladser og kan risikere, at deres livsværk ender i gruset. I den sammenhæng er jeg blot ærgerlig, men der er ikke noget, jeg kan gøre ved det,« sagde Åge Hareide til Ritzau.
Jesper Møller havde uhyre svært ved at svare ret konkret på den byge af spørgsmål, han stod over. Om Parken er ledig næste sommer, om billetters gyldighed osv.
»I dag kan vi ikke svare ja eller nej. Vi er nødt til at afvente, hvad Uefa melder ud på alle delspørgsmål. Men dette her får konsekvenser for både DBU og landsholdet. Vi kommer igennem det, på samme måde som samfundet kommer igennem det på. Nu gør vi alt, hvad vi kan for at afbøde konsekvenser på alle områder. Vi har været i gang i flere døgn med at belyse konsekvenserne. Det får betydning for DBU, men også for alle klubber i Danmark.«
Sundheden vigtigst
Udsættelsen af EM betyder, at der nu er et stort puslespil, som fodboldverdenen skal lægge.
»Men sundheden er vigtigst. Tilgangen til at udskyde EM til 2021 har været virus-situationen. Så må vi prøve at løse de andre problemer. Vi har diskuteret, at vi kommer til at flytte og rokere om på en del kampe på europæisk plan. Vi kommer til at se på afviklingen af U21-EM for mænd, vi kommer til at se på afviklingen af EM for kvinder i 2021,« sagde Jesper Møller.