Fortsæt til indhold
Fodbold

Hareide om Eriksens skifte: »Det kan kun få en positiv effekt«

Landstræner Åge Hareide glæder sig over, at der nu er ro omkring Christian Eriksen.

Steg det danske landsholds muligheder for succes, da Christian Eriksen tirsdag skrev under på en aftale med Inter fra Milano? For hvis danskeren, landsholdets nøglefigur og offensive idémand, finder sig til rette i Inter i de kommende måneder, ankommer han til EM-slutrunden til sommer i topform.

Alternativet var, at han resten af sæsonen skulle sætte sig til rette på bænken i Tottenham, spille i ny og næ og ikke vide, hvad karrieren bringer til efteråret.

»Det er fint, at det er gået i orden, så han kan koncentrere sig om Inter og det danske landshold, så han ikke er i tvivl om, hvad han skal. Det er det absolut bedste,« siger Åge Hareide, landstræner for Danmark.

Christian Eriksen har den egenskab, at han kan trives hvor som helst.
Åge Hareide, landstræner for Danmark

Nordmanden er sikker på, at det smitter af på det danske landshold, at Christian Eriksens fremtid er på plads.

»Det bliver godt. Det fjerner alle tanker og spekulationer hos ham, og nu kan han koncentrere sig om Inter og landsholdet. Det bliver rigtig godt. Det kan kun få en positiv effekt, både for landsholdet og for Christian Eriksen.«

Åge Hareide vil ikke på forhånd afgøre, om Inter er det helt rette valg for Christian Eriksen.

»Det er vanskeligt at sige. Det er en stor klub, og man kan sige, at det er en klub, der ønsker ham. Og manageren (Antonio Conte, red.) kender ham fra Premier League. Det er en stor fordel. Den italienske liga har også kvaliteter, det er ikke kun Premier League. Alle ligaer er forskellige og har forskellige kvaliteter,« siger Åge Hareide.

Har du kunnet mærke, om usikkerheden har påvirket ham?

»Jeg synes, han har leveret for landsholdet, uanset hvad der er sket. Han lavede den afgørende aflevering mod Schweiz, som blev afgørende for, at vi kom til EM. Han kæmpede og løb meget i alle landskampene. Jeg kan ikke se, at det har fyldt specielt meget. Det eneste usikkerhedsmoment har været fremtiden. Når man melder ud, at man vil stoppe, er der altid lidt usikkerhed frem til en afgørelse. Nu er alt på plads. Det vil hjælpe ham meget.«

Er det bedre at komme til Inter frem for et sted, hvor der er mere uro som f.eks. Real Madrid eller Paris Saint-Germain?

»Christian Eriksen har den egenskab, at han kan trives hvor som helst. Bare giv ham en bold og gode omgivelser, så vil han kunne levere og præstere sit bedste. Det er jeg helt overbevist om.«

Har han rådført sig med dig undervejs?

»Nej, kun meget lidt. Det er en beslutning, han skulle tage. Jeg blander mig meget, meget lidt i, hvad spillerne vil. Det er ikke min opgave. Jeg skal få spillerne til at præstere på landsholdet, og det har de gjort.«

Da Åge Hareide overtog jobbet som landstræner for Danmark i 2016, blomstrede Christian Eriksen op på landsholdet. Med Morten Olsen som landsholdschef scorede Christian Eriksen 6 mål i 57 landskampe, men efter at nordmanden blev chef, har midtbanespilleren lavet 25 mål i 38 kampe.