Fortsæt til indhold
Fodbold

Én ting bekymrer landstræneren om Bendtner-bog: »Det vigtigste er, at man ikke udleverer nogen«

I sin nye bog beskriver Nicklas Bendtner bl.a. sin tid på det danske fodboldlandshold.

Den danske landstræner har ikke umiddelbart planer om at læse Nicklas Bendtners nye bog »Begge Sider«, der er skrevet sammen med forfatteren Rune Skyum-Nielsen.

Åge Hareide vil hellere bruge tiden på bogen »Tre Brødre«, sagde han med et smil, da han under mandagens landsholdsudtagelse blev spurgt om den tidligere landsholdsangribers bog, der udkommer tirsdag.

I bogen beskriver Nicklas Bendtner flere ting fra sin landsholdskarriere og lufter bl.a. en teori om, at den manglende udtagelse til VM 2018 skulle bunde i, at han fik hjælp til sin genoptræning af firmaet ProTreatment, der har erstattet DBU’s læger og fysiotereapeuter i landsholdslejren. En kritik, DBU har afvist.

Derudover beskriver Nicklas Bendtner, hvordan landsholdsspillerne tidligere skulle have festet på Hotel Marienlyst inden kampene, og at FC København-angriberen har et anstrengt forhold til assistenttræneren Jon Dahl Tomasson.

Den slags historier er Åge Hareide ikke bekymret for. Der er kun én ting, som han advarer imod:

»Det vigtigste er, at man ikke udleverer nogen,« sagde han og fortsatte:

»Det bryder jeg mig ikke om. Det, man gør sammen med sine venner, skal man holde på. Ellers kan venskaberne ryge, og det er vigtigt at have gode relationer i livet«.

Åge Hareide forklarede samtidig, at han aldrig havde oplevet problemer med hverken landsholdsspillere, der festede på Hotel Marienlyst, eller med Nicklas Bendtner.

»Han er en god dreng på alle mulige måder, og han er altid positiv. Alle, der kender ham, ved, han er en god dreng,« sagde landstræneren.

Åge Hareide afviste han at forholde sig til, hvad bogen kan have af konsekvenser for Nicklas Bendtners fremtid på landsholdet.

»Det er et irrelevant spørgsmål, så længe situationen er som lige nu, hvor han sidder på bænken i FC København,« sagde han, inden han slog fast, at spillere generelt skal have lov til at udgive bøger, uden at det skal have konsekvenser for deres fremtid på landsholdet.