Fortsæt til indhold
Fodbold

Vestjyske skud i egen fod, en alt for højt løftet FCK-fod og en tordenfod fra den fingernemme Randers-spids.

Få et samlet overblik over søndagens fem Superligakampe hér.

Esbjerg-Sønderjyske 1-2

Fire point i tre kampe er godkendt, men tingene går igen den forkerte vej for Esbjerg fB. Efter fyringen af cheftræner John Lammers er det blevet til en sejr, en uafgjort og søndag et nederlag, der sammenfattede vestjydernes sæson på grummeste vis. I mange kampe har den forgangne sæsons bronzevindere været fint med, men er blevet fældet af egne dumheder ganske som mod Sønderjyske. Første halvleg var meget lige, men gæsterne tiltvang sig et overtag og stressede værterne i en grad, så Mart Lieder let leverede 1-0 efter en for kort tilbagelægning fra Rudolph Austin og kort efter kunne se Stefan Gartenmann heade 2-0 ind. Joni Kauko brændte et straffespark med et kvarter igen, og reduceringen i sidste minut kom for sent og var endda ikke et udtryk for et tungt pres.

Brøndby-FC København 3-1

En formationsændring og fæle fejl afgjorde det fjendtlige københavnske opgør. FC København virkede sjældent afventende og blev straffet af en storspillende Simon Hedlund, der modtog mange af Brøndby IF’s succesfulde dybdebolde i den nye 3-5-2 formation. Svenskeren scorede det første mål og lagde op 2-0, efter Victor Nelsson først havde misset en tackling og Jens Stage siden lavede en grum fejlaflevering.

Andreas Maxsø lavede selvmål, inden Rasmus Falk blev udvist efter en time, og Kamil Wilczek scorede sit tiende sæsonmål til 3-1. Til sidst lige uforbeholden ros til dommer Jørgen Daugbjerg Burchardt, som lod spillerne smække til, men som om nødvendigt skred myndigt ind.

OB-AC Horsens 3-0

Endnu en talentfuld ungersvend, endnu et uforløst potentiale? OB’erne håber det naturligvis ikke, men de seneste år har mange talenter haft svært ved at leve op til forventningerne, og nu er Mads Frøkjær-Jensen under luppen. Den 20-årige midtbanespiller var hurtigst over en tidlig returbold og bragte fynboerne foran 1-0 hjemme mod AC Horsens, som allerede da var på hælene og aldrig rigtigt kom i balance. Oppe foran var Jannik Pohl tilbage efter karantæne for rødt kort, men angriberen udviste igen-igen manglende skarphed og er heller ikke den ønskede frelser for østjyderne. Efter forrige weekends sejr over FCM har OB-mandskabet for kun anden gang i sæsonen vundet to kampe i træk og er tvunget til større stabilitet, hvis top seks-pladsen skal bevares.

Randers FC-AGF 2-0

Emil Riis Jakobsen har været lidt for optaget af at snyde bolden forbi modstanderne ved hjælp af hænderne, som han til gengæld søndag kunne bruge til at klappe af sig selv. I et intenst mere end velspillet opgør hamrede Randers-angriberen en løs bold ind til 1-0 i en situation, hvor AGF-defensiven var uden Frederik Tingager, der var ude til behandling efter selv at have begået det frispark, som var optakten til scoringen. Siden havde Randers-defensiven holdt gæsterne nede på en enkelt stor chance for udligning, inden Saba Lobjanidze med dagens detalje kælede Alhaji Kamara fri til den afgørende scoring. AGF nåede op på seks sejre i træk, men nu er Randers FC det mest formstærke mandskab efter fem runder med lutter opture og har desuden ikke tabt til aarhusianerne i de seneste 11 indbyrdes opgør.

Silkeborg-FC Midtjylland 1-2

To ydersider af den sublime slags, Evander-oplæg til Marcondes-scoring, kunne tyde på klasseforskel mellem Silkeborg og FC Midtjylland, men trods holdenes placering i hver sin yderlighed af Superliga-tabellen havde værterne mere end ære af dysten. Rent faktisk var gæsterne overordentligt heldige med at føre ved pausen, da de igen-igen mestendels levede højt på den stærke defensiv, men efter sidebyttet løb bundproppen tør for håb og kan takke keeper Romo og en ubrugelig Schwartz-reducering for et tåleligt slutresultat. Topholdet kan til gengæld glæde sig over at have fået Marcondes i gang, når nu Junior Brumado slet ikke har fået sat fødderne rigtigt på den midtjyske hede.