Dansk landsholdsanfører skal ingen steder, understreger agent
Simon Kjær vil – trods rygter om det modsatte – også være at finde i spanske Sevilla i den kommende sæson, lyder det fra landsholdsanførerens agent.
Simon Kjær bliver, hvor han er.
Danmarks 30-årige landsholdsanfører er henover sommeren i flere tyrkiske medier og spanske medier blevet rygtet tilbage til den tyrkiske storklub Fenerbahce, hvor han spillede i to sæsoner fra 2015-2017.
Men rygterne fører intet konkret med sig, lyder det fra forsvarsspillerens agent, Mikkel Beck.
»Der er blevet skrevet rigtig meget, men kort fortalt er Simon i Sevilla, og han er Sevilla-spiller. Han forbereder sig på den nye sæson sammen med de andre spillere. Mere er der ikke at sige til det,« siger han.
Mod slutningen af den forgangne sæson måtte Simon Kjær indimellem tage plads på bænken for Sevilla. Det fik ifølge Ekstra Bladet Mikkel Beck til gøre det klart overfor Sevillas sportsdirektør Monchi, at danskeren ikke var interesseret i endnu en sæson, hvor han skulle sidde på bænken hver anden eller hver tredje kamp.
Siden da har Sevilla hyret den tidligere spanske landstræner og Real Madrid-træner Julen Lopetegui, og han har benyttet sommeren til bl.a. at købe midtstoppere som Jules Koundé og Diego Carlos. Men nyindkøbene får ingen indflydelse på Simon Kjærs klubsituation.
Så du forventer, at Simon Kjær er at finde i Sevilla efter transfervinduets lukning?
»Det gør jeg, ja,« siger Mikkel Beck.
Simon Kjær forlod i 2008 FC Midtjylland til fordel for italienske Palermo. Siden da har han været på lønningslisten i tyske Wolfsburg, italienske Roma, franske Lille og tyrkiske Fenerbahce.
Han skiftede til Sevilla i sommeren 2017 på en fireårig aftale – angiveligt for en sum i af nærheden 100 mio. kr.