Fortsæt til indhold
Fodbold

AGF sendte AaB på tidlig sommerferie

AaB var for ineffektive til for alvor at kunne true AGF i den videre jagt på Europa League-playoff. AGF vandt 2-0.

Med en 1-0 sejr i den første kamp fulgt op af en på 2-0 sikrede AGF sig en forlængelse af sæsonen, og samtidig blev AaB sendt på en tidlig sommerferie.

Da AGF sidste søndag vandt 1-0 i Aalborg, spænede AGF’s Mustapha Bundu konstant fra AaB’s venstre back, Lukas Klitten. I returkampen i Aarhus havde Kristoffer Pallesen fået den utaknemmelig tjans med at holde styre på den formstærke fløj.

Mustapha Bundu havde et par gange passeret Pallesen på vej mod målet i en første halvleg i et generelt adstadigt tempo, da han efter 37 minutter tog endnu en udflugt og spillede bror Blume fri foran mål til 1-0.

Føringsmålet betød, at nordjyderne skulle op og skyde to bolde i mål, men mod slutningen af første halvleg var det hjemmeholdet, som var tættest på, da Jakob Ankersen afsluttede på endnu en pasning fra Mustapha Bundu.

Kantspilleren fra Sierra Leone har virkelig fundet formen på det rette tidspunkt, efter at hans sæson er blevet skåret i små fragmenter af skader, og efter at AGF’s topscorer, Patrick Mortensen, har måtte sidde ude med efterveerne af et slag i hovedet.

Plads til veteraner

AaB ankom til Aarhus uden Magnus Christensen og Frederik Børsting, begge i karantæne, og det gav plads centralt på midtbanen til veteranerne Rasmus Würtz og Kasper Risgård, der i Aalborg i sidste weekend fik buketter og buffetadgang som tak for lange karrierer i AaB.

10 minutter efter pausen blev Kasper Risgård klappet fra banen efter sin sidste superligakamp, da Jakob Blåbjerg skulle i aktion i et forsøg på at vende kampen til AaB’s fordel. AaB gik over til at spille med tre i forsvaret, så backsene kunne blive skubbet yderligere frem.

Efter godt en times spil lykkedes AaB’s pasningsspil, da Patrick Kristensen blev frigjort i højre side af feltet, men hans forsøg tog ydersiden af stolpen.

Defensivt så AaB’erne ikke alt for solide ud, og det gav blandt andet Alexander Ammitzbøll muligheden midt for mål, men hans skud sad lige på målmand Jacob Rinne.

Kampbilledet var som i første halvleg, blot trykkede AaB mere og mere på i jagten på det mål, der kunne genskabe troen på at gå videre. Midtvejs i anden halvleg satsede AaB yderligere ved at tage forsvarsspiller Mathias Ross ud og erstatte ham med offensive Rasmus Thellufsen.

AGF, nu ubesejret i de seneste otte kampe og med syv sejre i rap, truede AaB med sporadiske kontrastød, men kunne i slutfasen ikke overlade bolden til Mustapha Bundu, der humpede fra banen i anden halvleg.

I stedet lukkede Alexander Ammitzbøll kampen fem minutter før tid, da han sled sig igennem og køligt trillede bolden i nettet.

AGF skal nu op mod Randers FC i to kampe om at nå i finalen om en plads i Europa League, første kamp spilles på lørdag i Randers med returkamp mandag 27. maj i Aarhus.

Artiklens emner
AGF
AaB