Her er nogle af de største comebacks i fodboldhistorien
Både Liverpool og FC Barcelona har i årenes løb leveret store comebacks i international fodbold.
Der findes med garanti ikke et facit.
Men tirsdag den 7. maj 2019 vil formentlig i mange år frem blive husket som datoen, hvor et af de største fodboldcomebacks fandt sted.
I anledning af Liverpools sejr på 4-0 over FC Barcelona har Jyllands-Posten fundet fem af de største comebacks i international fodbold:
Sensationen på Anfield
FC Barcelona - Liverpool 3-0
Liverpool - FC Barcelona 4-0
Liverpools overbevisende sejr på Anfield tirsdag aften er et godt bud på det største comeback i fodboldhistorien.
Et skadesramt Liverpool-hold, som var uden stjerneangriberne Roberto Firmino og Mohamed Salah, formåede at vende et 3-0-nederlag fra Camp Nou til et samlet avancement på 4-3 over Messi, Suarez og co. fra Barcelona, som allerede havde sikret sig det spanske mesterskab.
To scoringer af både Divock Origi og Georginio Wijnaldum afgjorde Champions League-semifinalen.
Den franske nedsmeltning
Paris Saint-Germain - FC Barcelona 4-0
FC Barcelona - Paris Saint-Germain 6-1
Nyrige Paris Saint-Germain var i 2017 millimeter fra at sende FC Barcelona ud af 1/16-finalerne i Champions League efter en hjemmebanesejr på 4-0 i den første kamp.
Men i Barcelona leverede catalanerne – anført af Neymar – et kæmpe comeback med tre scoringer i de døende minutter. Sergi Roberto scorede det afgørende mål i 95. minut til 6-1 og sendte dermed franskmændene ud af turneringen.
Det var i øvrigt første gang, at et hold overvandt et 4-0-nederlag på udebane i den første af to europæiske knockout-kampe.
Miraklet i Istanbul
Liverpool - AC Milan 3-3 (sejr på 3-2 i straffesparkskonkurrence)
Kampen var reelt afgjort. Jon Dahl Tomassens AC Milan havde overtaget i både spillet og på måltavlen i Champions League-finalen i Istanbul i 2005.
Stillingen ved pausen var 3-0 til italienerne, men takket være tre Liverpool-scoringer i anden halvleg gik kampen i forlænget spilletid og sidenhen i straffesparkskonkurrence.
Her formåede Serginho, Andrea Pirlo og Andriy Shevcenko ikke at score på Liverpools Jerzy Dudek, som blev helten, der sikrede englænderne titlen.
Fergusons triumf
Manchester United - Bayern München 2-1
Med Peter Schmeichel som anfører var Manchester United bagud 1-0 til Bayern München i Champions League-finale i 1999, da kampen gik ind i overtiden.
To scoringer efter hjørnespark i henholdsvis det 91. og 93. minut ændrede dog kampen totalt, og dermed kunne Schmeichel, sir Alex Ferguson og matchvinder Ole Gunnar Solskjær løfte trofæet.
Den engelske tv-kommentator Clive Tyldesley sagde i slutningen af opgøret de berømte ord: »And Solskjær has won it« efter nordmandens 2-1-scoring.
Roms genopstandelse
FC Barcelona - AS Roma 4-1
AS Roma - FC Barcelona 3-0
Udgangspunktet var tæt på rædselsfuldt. Roma havde tabt den første Champions League-kvartfinale i 2018 med 4-1 i Barcelona og var derfor tvunget til at vinde med tre mål i returopgøret i Rom.
På det tidspunkt havde FC Barcelona ikke tabt en kamp i ligaen, men det påvirkede tilsyneladende ikke Edin Dzeko, Daniele De Rossi og Konstantinos Manolas. Trioen sørgede for de tre scoringer, der sikrede en samlet sejr på reglen om udebanemål
.