Fortsæt til indhold
Fodbold

Danskerklub har ansat tysker som cheftræner

Tyske Jan Siewert er ny mand i spidsen for Huddersfield, der for nylig fyrede Siewerts landsmand David Wagner.

/ritzau/

Mathias "Zanka" Jørgensen, Philip Billing, Jonas Lössl og resten af spillertruppen i Premier League-klubben Huddersfield har fået ny cheftræner.

Mandag meddeler klubben på sin hjemmeside, at tyske Jan Siewert er ny mand i spidsen for holdet, der agerer bundprop i den bedste engelske række.

36-årige Siewert kommer fra en stilling som cheftræner for Bundesliga-klubben Dortmunds reservehold.

Jan Siewert overtager trænergerningen i Huddersfield for landsmanden David Wagner, der tidligere i januar forlod samme stilling og har fået en kontrakt, der løber frem til sommeren 2021.

I weekendens kamp mod Manchester City agerede ungdomstræner Mark Hudson midlertidig cheftræner, da Huddersfield tabte 0-3.

Danskerklubben ligger nederst i Premier League med 11 point efter 23 kampe. Holdet er uden sejr i de seneste ti ligakampe. Sidste gang, der blev sat tre point på kontoen, var mod Wolverhampton 25. november.