Fortsæt til indhold
Fodbold

DBU overvejer at erstatte fyret direktør med to

DBU vil analysere, hvilke roller der skal indsættes i toppen af organisationen.

I knap fem år har Danmarks Boldspil-Union haft en direktør, der har været i søgelyset for adskillige offentlige slagsmål. Paradoksalt nok blev Claus Bretton-Meyer fyret, da der endelig lagde sig lidt ro over foretagendet.

For tre måneder siden fik DBU og Spillerforeningen endelig bilagt den langstrakte strid om en landsholdsaftale med en aftale, der strækker sig over de næste seks år.

For 10 måneder siden reformerede repræsentantskabet i DBU strukturen for unionen, der blandt andet skærer antallet af bestyrelsesmedlemmer ned fra 16 til 7, nedlægger posterne som kasserer og forretningsudvalget, samt at der indførtes valgperioder, så medlemmer af bestyrelsen maksimalt kan have posten i 12 år.

Dermed er der arbejdsro i unionen, der ellers i en lang årrække har været i konstant stormvejr – endda lang tid før Claus Bretton-Meyer blev ansat.

»Vi vurderer, at der er brug for en stærkere profil, i forhold til den periode vi har været igennem, hvor Claus blev ansat til at drive en forandring og sikre, at DBU fik en ny strategi og fik skabt balance mellem indtægter og udgifter. Vi er ikke afklaret i forhold til, om det er en eller flere, der skal indgå i ledelsen,« siger DBU’s formand Jesper Møller.

DBU vil søge inspiration fra klubfodbolden, hvor store klubber har tre direktører; en fodboldkyndig, en kommerciel, og en der står for administration og ledelse.

»Vi skal have nogen til at hjælpe os med at analysere i de kommende måneder. Vi er ikke afklaret med, om det skal være en person eller flere, men vi har en skillelinje den 1. marts næste år, hvor vi får en ny politisk ledelse,« siger Jesper Møller.

På den dato træder reformen, der blev vedtaget i marts, i kraft.

DBU har allerede en direktør for fodbolden i skikkelse af Peter Møller, mens vicedirektør, Kenneth Reeh, er indsat som konstitueret direktør.

En af de mest profilerede sager, som Claus Bretton-Meyer stod i spidsen for, var forhandlingerne med Spillerforeningen om en ny landsholdsaftale, der endte med, at DBU i september blev nødt til at udtage at vikarlandshold.

Under de efterfølgende forhandlinger trådte Jesper Møller selv ind og sammen med de to næstformænd, Thomas Christensen og Bent Clausen, overtog han forhandlingerne.

I lavede en aftale med landshold, hvor Bretton-Meyer blev kørt ud på sidelinjen. Var det med som begrundelse for at fyre Claus Bretton-Meyer?

»Det vigtigst for os var, at vi fik lavet en aftale.«

Men den var han ikke i stand til at hive hjem?

»Den bidrog han til i forløbet. Hvis vi ikke havde fået en aftale, var vi stået i en helt anden situation. Nu kan vi kigge fremad, og vi står med en stærk platform både organisatorisk, politisk og ikke mindst økonomisk og kommercielt.«

Men har han så sejret sig selv ihjel?

»Han har løst de opgaver, som vi bad ham om. Jeg har haft et fint samarbejde med Claus, nu ønsker vi bare en ny profil, så vi kan kigge frem med de næste fire-seks-otte år.«

Claus Bretton-Meyer ønsker ikke at udtale sig om fyringen.